Spinatvafler med havregryn

Grønne madvafler med spinat – perfekte til at snige lidt ekstra grønt ind i kosten.

Spis dem som de er, top dem æg og avocado, spis dem med risotto på eller sammen med friske bær og sirup. Kun fantasien sætter grænser, hvad end du laver vafler til at stille den lille sult, eller som en del af et større måltid.

Spinatvafler m. havregryn

Antal: 8 stk

Ingredienser

  • 100 g spinatblade
  • 50 g havregryn
  • 3 æg
  • 1 dl mælk jeg bruger letmælk
  • 10 g margarine
  • 1 tsk salt
  • 150 g hvedemel
  • evt fedtstof til vaffeljernet

Sådan gør du

  • Spinatbladene skylles og puttes i en skål med havregryn og mel
  • Brug stavblenderen til at hakke spinat og havregryn helt fin. Fortsæt med at blende/hakke til du har en jævn masse
  • Tilsæt mælken og blend videre
  • Når du har en glat masse, tilsættes margarine, salt og mel
  • Mix godt og lad dejen hvile mens vaffeljernet varmer op.
  • Fordel ¼-½ dl dej i vaffeljernet (alt efter hvor store dine vafler skal være – mine er ikke helt på størrelse med vaffeljernet, da vi godt kan lide salte vafler sådan)
  • Gentag til der ikke er mere dej. Tilsæt evt. fedtstof til vaffeljernet undervejs. Jeg bruger smør.

Noter

Tip
Opskriften giver 6-10 vafler, alt efter hvor store dine vafler skal være.
Husk: Du kender dit vaffeljern bedst, ifht varmeindstilling, fedtstof mv. 
Serveringsforlag
Nyd dine vafler med sød eller salt topping
Fx. friske bær og sirup eller en portion risotto

Havregrøds Muffins

Kage til morgenmad? Don’t mind if I do..

Disse skønne havregrødsmuffins er teknisk set ikke lavet af havregrød. Og teknisk set er det ikke kage (men de smager så skønt og lækkert at de lige så godt kunne være det)

Jeg har tidligere lavet nogle skønne, baby-venlige havregrødsmuffins der var en smule klæge i det (og lavet på rigtig havregrød) – og jovist kan de sagtens spises af voksne også (det er de blevet op til flere gange, og de er rigtig lækre) – men dem her kan altså noget andet. De er ikke lavet på “gammel grød” men på friske havregryn blandet med æble og gulerod. Der er tilsat mindre væske, og det giver den mere faste (kage-agtige) konsistens.

Nysgerrig efter de “andre” havregrødsmuffins, lavet på havregrød så kig her:
Havregrødsmuffins med banan og kirsebær
eller
Havregrødsmuffins med blåbær og æble

Disse muffins er selvsagt fantastiske som morgenmad, og kan med fordel laves i forvejen, sådan at man kan få morgenmad på farten.
De er også ideelle som mellemmåltid, i madpakken eller på turen ud i det blå! Kan opbevares et par dage på køl eller puttes i fryseren til senere brug.

Jeg skal helt sikkert servere disse igen – min forlovede har bestilt dem igen, og min tumling hapsede 2 stk (og kunne sagtens have klaret flere)

God fornøjelse!


Havregrøds Muffins

m. æble og gulerod
9 stk = 77 kcal pr. muffin

Du skal bruge:

  • 3 dl havregryn (125 g)
  • ½ revet æble (50 g)
  • 1 revet gulerod (50 g)
  • 1 tsk bagepulver (3 g)
  • 1 tsk vaniljesukker (4 g)
  • 1 knsp salt
  • 1 æg (ca. 60 g)
  • 1 dl minimælk
  • ½ dl. vand

Topping

  • Resten af æblet (ca. 65 g)
  • Et lille drys kanel

Det skal du gøre:

  • Æblet og gulerod rives på den grove side af et rivejern og puttes i en mellemstor skål
  • Tilsæt havregryn, bagepulver, vaniljesukker samt salt og rør godt rundt med en spiseske
  • Tilsæt æg, mælk samt vand og rør “dejen” sammen
  • Lad dejen hvile i 5-10 minutter mens du finder formene frem og skærer tynde æble-skiver af resten af æblet (til pynt)
  • Fordel 1 spsk dej i hver form (så får du 9 lige store muffins)
  • Pynt med tynde skiver af æble på toppen og drys evt. en lille smule kanel
  • Bages i en forvarmet ovn ved 180° (almindelig) i 20-25 minutter

TIP: Vent med at tage disse muffins ud af formen, til de er kølet lidt, da de ellers godt kan sidde lidt fast.

Opbevares et par dage i køleskabet eller puttes i fryseren.
Giv den evt. en tur i microovnen inden servering, så er de som friske igen

Skyr dessert m. chokolade (og frugt)

Hvem, ved deres fulde fem, lægger også kosten om, op til påske? Med påskeæg, chokolade, påskefrokost og fødselsdage i lange baner! Ak ja – men der er vel aldrig det HELT optimale tidspunkt at starte op på, så vi bider tænderne sammen og modstår fristen – selvom det til tider holder hårdt!

Sidste weekend var vi til min fars fødselsdag, og sjældent har jeg set så overdådigt et dessert-kage-bord som der. Men lækre fyldte chokolader, chokoladekage, is, flere kager, påskeæg (med marcipan og nougat) og jeg skal komme efter dig. Og det var fint nok, hvis ikke det var for alle kommentarerne om hvor lækkert det hele smagte!
På vej hjem, klappede Stefan og jeg hinanden på skulderne over at have modstået fristelsen og vi blev enige om at lave et sundere alternativ! Så vi svingede ind forbi Lidl og købte lidt mørk chokolade!

Desserten var et hit, og vi har allerede spist den flere gange – hver gang med forskellig slags frugt. Vil man spare lidt på kalorierne, kan man sagtens nøjes med 5g mørk chokolade – men 10 g, så kan den også smages 😀

Uhmmm….


Skyr dessert m. chokolade

Du skal bruge

  • 100 g. skyr (56 kcal)
  • 2 g. vaniljesukker (8 kcal)
  • 10 g. mørk chokolade – 70% (57 kcal)

Ialt: 121 kcal
Tilsæt evt. 100 g. frugt efter sæson, humør og temperament

Det skal du gøre

  • Put skyr og vaniljesukker i en lille skål
  • Rør godt
  • Hak chokoladen i små stykker og drys ovenpå
  • Spis desserten eller hak 3-4 forskellige slags frugt i mundrette stykker og bland i skyrcremen. Så har du en lækker, kalorielet frugtsalat

Skyrcreme med jordbær (23 g), æble (30 g), banan (20g) og honningmelon (41 g).Ialt 180 kcal

Babylicious ispinde med frugt og yoghurt




Varme dage og en varm baby/tumling – ja barn eller voksen kalder jo på is!
Solen har virkelig været på de seneste dage, og jeg har ihvertfald en meget varm tumling – der tilmed har fået sine første tænder. Derfor er det oplagt med kolde forfriskninger.

Alle is på min blog er jo uden tilsat sukker. Så det er bare at gå ombord i oversigten her, og dermed præsentere de små bulderbasser for forskellige smage, (se oversigten herMEN! Det er også en oplagt mulighed for at lave nye lækre opskrifter!!!

Disse is er for babyer – eller er de efterhånden tumlinger? – Min er!, men for babyer over 9 måneder, da jeg bruger græsk yoghurt i opskriften, hvilket ikke anbefales at give børn under 9 mdr – hvis man da følger sundhedsstyrrelsens anbefalinger (2018) E elsker isene, og det er så hyggeligt at sidde med hende på gulvet, mens hun forsigtigt bider stykker af og nyder den kolde fornemmelse i munden.

Laver du også is til dit barn?


Ispinde m. pære, banan, blåbær og græsk yoghurt
(ca. 8 stk)

2 pærer
1 banan
50 g. blåbær
store spsk græsk yoghurt

  • Pærerne skrælles og skæres i små tern
  • Put ternene i en gryde med 1 dl vand
  • Bring i kog
  • Når vandet er fordampet tages pærerne af og puttes i en skål
  • Tilsæt de øvrige ingredienser og blend med stavblenderen
  • Fordel i forme og lad nedfrysningen begynde – gerne natten over

Babymad: Bananpandekager m. havregryn

Baby venlige bananpandekager til voksne og børn.
Denne opskrift er min klart foretrukne opskrift på bananpandekager. De er nemme at lave og de smager godt. Har endnu ikke serveret dem for nogen, der ikke var begejstrede. Opskriften her er også bloggens mest besøgte i 2020! En sikker vinder.

Opskriften giver ca. 8 pandekager med kun 156 kcal pr 100 g

Bananpandekager

m. havregryn
Kalorier: 158kcal

Ingredienser

  • 1 banan (ca 110 g)
  • 2 æg (ca 110 g)
  • 1 dl havregryn (ca 30 g)
  • ½ tsk vaniljepulver
  • kokosolie til stegning

Sådan gør du

  • Banan, æg, havregryn og vaniljepulver hældes i en skål og blendes med stavblenderen.
  • Lad dejen hvile i 5-10 minutter
  • Varm panden op (medium temperatur) og smelt lidt kokosolie herpå
  • Fordel dejen i fire cirkler på panden (1 pandekage svarer til 1 sovseske)
  • Steg til pandekagerne er gyldne
  • Tilsæt lidt mere olie på panden og gentag til der ikke er mere dej

Noter

Næringsindhold pr 100 g
Energi: 158 kcal
Fedt: 6 g
Kulhydrat: 18,1 g
Protein: 7,6 g
TIP: Skal baby spise pandekagerne, sørg da for, at skorpen ikke bliver for sprød, så han/hun kan tygge dem, til trods for de manglende tænder
TIP: Hvis du skærer pandekagerne i små “strimler” kan baby selv holde dem, og E elsker, når hun selv kan føre maden ind i munden…
TIP: Pak pandekagerne i en pose eller i sølvpapir og opbevar dem i fryseren

Leder du efter en opskrift på bananpandekager uden havregryn, så prøv min udgave med æg, banan og krydderier (klik for opskrift).

Brunch pandekager m. Hytteost, spinat og banan




Når jeg ikke får mln nattesøvn, har jeg fundet ud af at jeg bliver lidt af et monster… Tilføj sult til ligningen og du får en mega skod mor med dårlig samvittighed…

Så kæresten overtog baby tjansen, og jeg listede i køkkenet for at lave morgenmad…

De sidste maaange morgener – når jeg har spist noget før frokost tid, har jeg bare gnasket et par rugbrødsmadder eller knækbrød, men helt ærligt, så er jeg jo ikke fyldt med energi ret lang tid efter.. Og en energi forladt mor og en frisk baby spiller bare ikke.. Så idag skulle der prøves noget nyt – kaffe klarer vidst ikke denne situation alene…

Jeg var oprindeligt ude i at ville lave nogle æg.. Scrambled eggs plejer at være en succes.. Men så fik jeg øje på hytteosten.. Og selvom mine scrambled eggs med hytteost er en god klassiker, så fik jeg mere lyst til pandekager.. Jeg har nemlig en vanvittigt lækker opskrift på pandekager med hytteost her på bloggen (hvis jeg selv skal sige det) men efter en omgang melmider i skabet, er mit lager helt tomt.. Så måtte der jo bare en ny opskrift til i stedet for… Og den får I så her… Vil I gerne have fat i den anden opskrift på pandekager med hytteost? Så finder I den ved at klikke her..


Brunch pandekager m. Hytteost, spinat og banan
(10-12 stk)

100 g hytteost
1 banan
10 g spinat blade
2 æg
1/2 tsk vaniljepulver

Kokosolie til stegning

  • Alle ingredienser (-kokosolie) puttes i en skål
  • Blend med stavblenderen
  • Tænd for komfuret (medium varme) og vent på at koksolien smelter
  • Fordel lidt dej på den varme pande (3-4 små pandekager)
  • Vent til der kommer små luftbobler i dejen
  • Vend med paletkniven
  • Gentag til der ikke er mere dej

Serveres med lidt sukkerfri hindbærmarmelade – gerne lidt syrlig! Eller prøv denne skønne blåbærkompot..

Boghvedepandekager m. æble

Idag er det Emily’s halvårs fødselsdag!
Det fejrer vi med pandekager, og opskriften, den deler vi med dig!

Så er der nemme og lækre pandekager på bloggen igen! Denne gang er det en baby-venlig version, der kan hapses, selvom man ingen tænder har! Opskriften er desuden glutenfri og uden tilsat sukker! Og så tog de kun 25 minutter at lave (inklusiv tid til at tage billeder og give E sutten en enkelt gang!)

Pandekagerne smager ikke af det vilde, men baby E var vild med dem! Det var ikke meget af det hun fik spist, for konsistensen var helt ny, men næste gang tænker jeg at lidt mere rammer munden!

Jeg spiste også en enkelt pandekage, og de er bestemt ikke dårlige – men mangler måske lidt krydderi til min smag. Næste gang tilsætter jeg nok lidt vanilje, kanel eller kardemomme til dejen også! Der er nemlig intet i vejen for at de voksne snupper en pandekage også! Men vores smagsløg kræver nok liiidt mere smag, og baby tager heller ikke skade af at få lidt krydderi!

Æblet er brugt som sødning, men hvis man er mere til banan, pære eller bær af en slags, kan man jo altid eksperimentere med dette. Jeg forestiller mig at hele blåbær kunne være super lækre i! Uhmm…

E fik en enkelt pandekage, skåret ud i strimler, som hun nemt kunne holde fast i. Derudover fik hun lidt agurk og honningmelon, som er noget af det bedste hun ved.
Jeg forestiller mig at man kan servere netop det frugt/grønt man foretrækker til pandekagerne, og hvis man har lidt frugtmos af f.eks. svesker, æble eller pære/banan


Boghvedepandekager m. æble
(ca. 16 stk)

150 g boghvedemel
1 æg
3 dl vand
1 revet, rødt æble (ca. 80 g.)

Smags neutral kokosolie til stegning

  • Tænd for blusset på svag varme og sæt panden herpå
  • Slå ægget ud i en skål og tilsæt vandet
  • Pisk godt med håndpiskeren
  • Tilsæt mel og revet æble
  • Pisk godt igen, til dejen er jævn
  • Put lidt olie på panden og vent til det er smeltet
  • Fordel pandekagedejen i tre cirkler på panden
    Én pandekage passer med mængden der kan være i en sovseske
  • Pandekagerne vendes nemt, når de får lidt farve i kanten

TIP: Skal baby spise pandekagerne, sørg da for, at skorpen ikke bliver for sprød, så han/hun kan tygge dem, til trods for de manglende tænder

TIP: Pak pandekagerne i en pose eller i sølvpapir og opbevar dem i fryseren

TIP: Prøv at krydre pandekagerne m. vanilje, kanel eller kardemomme for mere smag.

Babymad: Frugtmos / Frugtgrød

Kilde: Sundhedsstyrrelsen

Når jeg laver frugtmos, laver jeg altid en stor portion, som jeg fryser ned i isterningbakker. Efter et døgn tager jeg mosen ud af formen og putter i en frysepose med dato på. På den måde kan jeg altid tage 1-2 kuber op og bruge som topping på grød eller som en lille dessert. Mosen er også perfekt til storesøsters (og mors) morgengrød, og vi kan variere fra dag til dag uden at have travlt om morgenen.

Nedenunder finder du opskrifter på mos lavet af

  • Kiwi
  • Mango
  • Pære/banan
  • Svesker
  • Æble

Du kan ydermere læse hvorvidt mosen er fryseegnet eller ej samt se hvilken alder mosen anbefales fra.


Kiwimos

Du skal bruge
8 kiwi frugter
1 dl vand

» Skær kiwien over på midten
» Tag frugtkødet ud af skrællem
» Skær i mindre stykker
» Put kiwi og vand i en gryde
» Lad koge i 7-10 minutter

Fryseegnet 
4 mdr+
OBS: Mosen her er ret syrlig
– blandes evt sammen med pære/bananmos


Mangomos

Du skal bruge
1 mango
2 dl vand

» Skræl mangoen og skær i mindre stykker
» Put mango og vand i en gryde
» Kog i cirka 20 minutter
» Hæld det meste af vandet fra
» Blend med stavblenderen

Fryseegnet 
4 mdr+


Pære/banan mos

Du skal bruge
3 pærer
1½ dl vand
½ banan

» Pærerne skrælles og skæres i tern
» Put pærestykker og vand i en gryde
» Kog i cirka 20 minutter
» Hæld det meste af vandet fra
» Blend med stavblenderen
» Mos bananen med en gaffel og vend den i pæremosen

Fryseegnet 
4 mdr+


Sveskemos


Du skal bruge
200 g ustenede svesker
5 dl vand

» Tjek sveskerne for sten
» Put svesker og vand i en gryde
» Kog sveskerne til de “falder fra hinanden
» Tag gryden af blusset
» Hæld evt. lidt vand fra, hvis der er meget tilbage
» Blend med stavblenderen

Fryseegnet 
4 mdr+


Æblemos

Du skal bruge
4 æbler
1½ dl vand

» Æblerne skrælles og skæres i små tern
» Put æbletern og vand i en gryde
» Kog i cirka 20 minutter
» Hæld det meste af vandet fra

For en meget fin version:
blend med stavblender

For en grovere version:
mos med gaffel

Fryseegnet 
4 mdr+


Hundelort af chokolademousse (Halloween)

chokolademousse-halloween




Åh du skønne, kolde efterår!
Du lokker med indendørshygge, varme sokker, dyne og the.

Jeg har efterårsferie, og hvor er det skønt at vide, at man ikke behøver at stå tidligt op i morgen. Kun hvis jeg da har lyst. Kæresten snupper dog et par dage i praktik først på ugen, så mon ikke jeg bare står op og kommer igang?
Der er jo nok at hive fat i!

Halloween er lige om hjørnet, og i år har jeg valgt ikke at holde Halloweenfest. Det fortryder jeg ca. hveranden dag, men sådan er det jo ind imellem. Meeeen – derfor kan jeg jo godt lege Halloween i køkkenet alligevel. Og det kommer så meget til at ske.

I fredags havde jeg lavet en rigtig Halloweendessert. Vi havde egentligt planer om at servere hele måltidet i Halloweentema, men overskudet forsvandt, og jeg måtte nøjes med desserten.
Det var virkeligt ulækkert(!!) og gæsterne var ikke meget for at sætte tænderne i godterne.

Heldigvis smagte det bedre end det så ud, og det var ret underholdende at skulle tage den første bid.

I princippet kan man jo bruge en hvilken som helst opskrift til at lave hundelort-desserten. Jeg valgte at bruge denne her (tryk for opskrift), men med 70% chokolade i stedet for den med appelsin krokant. Moussen er ret fast, og selvom jeg lavede desserten knap et døgn før servering, holdt den formen.


chokolademousse02Klassisk chokolademousse i klam servering
(ca. 4 portioner)

70 g. chokolade (70%)
2 stk. æggeblommer (40 g. pasteuriserede æggeblommer)
1 spsk. Sukrin Gold
1 dl. fløde
1 stk. æggehvide (30 g. pasteuriserede æggehvider)

  • Chokoladen brækkes i mindre stykker og smeltes over et vandbad
  • Mens chokoladen smelter piskes æggeblommer og sukrin gold luftigt
  • Rør æggeblanding og chokoladen sammen
  • Tag to nye skåle og hæld æggehvider i den ene og fløde i den anden.
  • Begge piskes helt stive
  • Flødeskummet vendes forsigtigt i chokolademassen
  • Når massen er jævn vendes hviderne forsigtigt i også
  • Put chokolademoussen i en sprøjteform – brug en tyl med et stort, rundt hul
  • Sprøjt moussen på tallerkenen, så det ligner en lort og stil på køl – mindst 1 time inden servering.
    Kan med fordel stå natten over

Servér evt. med flødeskum ved siden af – så glider moussen lidt lettere ned

chokolademousse03

chokolademousse-halloween

Find flere klamme Halloween opskrifter her.

Glutenfrie, kaloriefattige peanutpandekager

peanutpancakes-01




For hvad der synes som en evighed siden, købte jeg en pose peanutmel og havde selvfølgelig de bedste intentioner om at få det brugt. Ideerne var da også mange, men så stoppede vi ligesom også der.
Det er ved at være et halvt år siden, og hver gang jeg har åbnet mit køkkenskab siden, har det “stirret” mig lige i hovedet og min dårlige samvittighed har pustet lige bag mig. Så plejer jeg at lukke skabe igen, og glemme alt om den fine pose mel – altså lige indtil næste gang!

Men nu er det slut med undskyldningerne, for så ville skæbnen nemlig, at jeg kom forbi et pandekagehus, hvor de solgte – gæt engang – pandekager! Det var så fristende og lokkende, at der ikke var andet for, end at smutte hjem i køkkenet og lave pandekager.

Planen var egentligt at lave disse skønne (kaloriefattige) mandelpandekager, der er min absolut foretrukne pandekage opskrift lige pt., men endnu engang var skæbnen på spil, og det viste sig at jeg var løbet tør for affedtet mandelmel. Og så fik jeg en idé!
Der skulle da bare peanutmel i! og 3-2-1 – peanutpandekager!

Peanutmelet giver pandekagerne en skøn orange-brun farve, og smagen er bare helt fantastisk! Disse skønne peanutpandekager ryger helt til tops, hvad glutenfri pandekager angår! Yummy! De er søde, nøddeagtige og helt perfekte til dessert!

I pandekagerne skulle der selvfølgelig is og peanutbutter, toppet med peanutbutter, jordbærmarmelade og peanuts. Dertil nyder vi selvfølgelig et stort glas iskoldt mælk! Mums siger jeg jer!!

Solen skinner, det er weekend, og ja – behøver man i virkeligheden en undskyldning for at spise pandekager? I think not!


peanutpancakes-02Peanutpandekager m. kardemomme
(5 stk.)

1 dl. affedtet peanutmel (50 g.)
4 æggehvider
1 dl. skummetmælk
1½ spsk. sukrin gold
1 knsp. salt
evt. lidt fedtstof til panden – jeg bruger lidt smør (ca 2 g. til den første pandekage)

  • Æggehviderne slås ud i en skål
  • Tilsæt mælken, sukrin, kardemomme og salt
  • Pisk godt
  • Tilsæt melet lidt ad gangen, mens der piskes godt
  • Lad dejen hvile mens panden varmer
  • Smelt fedtstoffet på panden
  • Når panden er varm fordeles ca ½ dl. pandekage dej på panden
  • Lad den stege ved svag-medium varme
  • Når kanterne løfter sig, kan pandekagen vendes (husk: tålmodighed er en dyd)
  • Gentag til der ikke er mere dej tilbage
    Pssst… Jeg dryser altid en smule sukrin mellem pandekagerne – så behøver man ikke at drysse det på bagefter nemlig!!

Tip: Hold pandekagerne varme i ovnen ved 75º (varmluft)
Tip: Nyd dine pandekager med peanuts, jordbær’syltetøj’ m. chiafrø og/eller sukkerfri vanilje- eller jordbæris!

OBS: Da der ikke bruges fedtstof er pandekagerne en smule tørre, men med fyld i, gør det ingenting! 🙂

 

Hele portionen indeholder ca. 380 kcal!
Det betyder at en enkelt pandekage indeholder 76 kcal!! – så er der jo massere af plads til jordbær og is også! Uhmmm…

peanutpancakes-03