Sesamkartofler i ovn




Hvad serverer du til den saftige bøf eller den skønne steg?

Mulighederne er mange, og selvom en god salat vel næsten er selvskreven, så er det bare ikke altid nok. Herhjemme tyr vi gerne til kartoflerne. Kartofler kan serveres i alverdens afskygninger.
– Kolde såvel som varme
– Fra ovn, gryde eller grill
– Hele, halve, kvarte – I både, skiver, stænger
– Med eller uden krydderi
Og jeg kunne blive ved…

Jeg har været et smut i arkivet, og her opdagede jeg en opskrift, jeg aldrig fik udgivet!
Heldigvis bliver billeder og skrevne ord ikke sådan for gamle, så her får I de lækre sesamkartofler, som jeg lavede (flere gange!!) i sommers. De er voldsomt lækre, og monster nemme at lave! – og så er de måske lidt anderledes, end de kartofler du plejer at servere…


Sesamkartofler

500 g kogte kartofler
1 spsk jordnøddeolie
1 spsk fiskesauce
1 spsk citronsaft
2 spsk sesamfrø
½ spsk groft salt

  • kartoflerne koges i letsaltet vand, i 15-20 minutter, alt efter størrelse
  • Hæld vandet fra kartoflerne
  • Lav Marinaden af olie, fiskesauce, citronsaft, sesamfrø og groft salt
  • mix godt sammen og rør kartoflerne heri
  • kartoflerbe placeres i et lag, i et ildfast fad
  • bages i en forvarmet ovn (200 varmluft) i ca. 20 minutter

Hvidløgsristede bønner m. sesamfrø




Jeg er virkelig faldet af på den, når det kommer til at lave mad..
Hverken kreativiteten eller lysten er at finde pt., så det er ikke fordi der eksperimenteres ret meget med lækre råvarer og kombinationer!

Ak ja – det skal man selvfølgelig ikke have dårlig samvittighed over, men jeg gad da godt, at det blev til lidt mere i køkkenet!

Jeg har døjet med en del smerter i bækkenet på det seneste, og det sætter jo også sine begrænsninger. Heldigvis går det den rigtige vej, og bebs i maven bruger mere energi på at sparke og vende sig, end på at trykke de trælse steder!

Men nok talen udenom!

Den anden dag fik jeg alligevel en idé, som blev så lækker at den bare måtte på bloggen!
Menuen stod på laks med salat, men kæresten opdagede en pose bønner bagerst i fryseren og spurgte om vi ikke kunne spise dem til.. Joeeeh! Det ku’ vi da godt.. Han skulle holde et Skype-møde, så jeg ville gerne stå for maden! Efter en hurtig Google søgning, blev jeg hurtigt enig med mig selv om, at der skulle andet end bønnesalat til vores fisk, så jeg hev panden og semamfrøene frem, og prøvede mig ellers frem!

Mums det blev godt! Whuhuuu! Det må vi snart ha’ igen!


Hvidløgsristede bønner m. sesamfrø

500 g. grønne bønner (fra frost)
1 spsk. jordnøddeolie
store fed hvidløg
2 spsk. sesamfrø
1 spsk. citronsaft
1 tsk. fiskesauce – soya kan også bruges
1 tsk. groft salt

  • Bønnerne lægges i et dørslag og overhældes med koldt vand
  • Kog 1,5 l. vand i elkedlen
  • Når vandet koger hældes det over bønnerne
    Hæld evt. lidt koldt vand over bønnerne igen
  • Tænd panden på medium varme og opvarm olien
  • Hvidløgsfedene pilles og presses
  • Put hvidløgene på panden og vent til det begynder at syde
  • Tilsæt sesamfrø og mix godt
  • Rist frøene i 2-3 minutter
  • Tilsæt bønner, citronsaft, fiskesauce og groft salt
  • Mix godt og lad det småstege i 5 minutter -skru evt. lidt ned
    Bønnerne skal ikke tage farve, men blot opvarmes

ialt: 457 kcal

Pynt evt. med lidt friske cherrytomater, cashewnødder eller blandede salatfrø m. tranebær
Perfekt tilbehør til f.eks. steak eller fisk

Sesammarineret kyllinge-inderfilet – de minder lidt om nuggets (hvis man vil)

Det smager faktisk godt, mumler kæresten, da han skærer endnu et stykke ud i et mundret stykke. Hvis man vil, smager det lidt som nuggets – altså ikke helt, men sådan lidt.

Jeg hæfter mig mest ved hans faktisk… Jeg mener – efter 4 år med min madlavning bliver han stadig overrasket over at når jeg får en madrelateret idé, så smager det meget bedre end han tror! MÆND!! fristes man jo næsten til at sige.

Men jeg bliver også lidt glad – og stolt, når han roser min mad og anerkender det stykke arbejde, der ligger på hans tallerken. Og et eller andet sted er det jo fedt at man stadig kan overraske ham med lækker mad – og at det ikke bare er en selvfølge at maden smager dejligt.

Mad, der serveres (og test-smages) med en hvis form for skepsis, smager måske i virkeligheden meget bedre.


Chicken-SesameKyllingeinderfilet i sesam (nuggets)
(to personer)

350 g. kyllingeinderfilet
1 æg
et lille drys salt og peber
2-3 dl. sesamfrø
fedtstof (gerne smør) til panden

  • Ægget slås ud i en skål og piskes godt sammen med en gaffel
  • Drys en lille smule salt og peber i blandingen og pisk igen
  • I en anden skål lægges sesamfrøene
  • Panden varmes op og smørret (fedtstoffet) smeltes
  • Inderfiletterne vendes først i æggene, dernæst i sesamfrøene.
  • De marinerede filetter lægges på panden og steges ved medium varme i 15-20 minutter

Servered med f.eks. hakket hvidkål, blomkåls- eller hvidkålsris og en karry sauce.

Sesam kyllingedeller (glutenfri)

Frikadeller er vel bare frikadeller… Vil nogen måske mene!
Men jeg ved bedre!

Frikadeller er nemlig ikke bare frikadeller.
Der er bedstemors frikadeller, mors eller fars frikadeller, svigerforældrenes frikadeller, kærestens frikadeller, købe dunser og så er der jo dem alle andre laver!
Derudover kan de laves af svin, kalv og flæsk, oksekød, kyllingekød eller en kombination af før nævnte! For ikke at glemme fiskefrikadeller, der kan laves af torsk, laks og hvad man ellers kan finde!

Så nej! En frikadelle er ikke bare en frikadelle!

Denne gang har jeg eksperimenteret med sesamfrø og friske krydderurter!
Super lækker kombination! Det er absolut ikke sidste gang der skal leges med sesamfrø som panering!

Glutenfri kyllingedeller m. sesam

Ingredienser

  • 400 g kyllingefars
  • 1 æg
  • 1 spsk psyllium-frøskaller HUSK
  • 6 bl frisk basilikum finthakket
  • Salt, peber
  • 1 lille løg ca. 30 g.
  • 30 g sesamfrø cirka
  • fedtstof til stegning

Sådan gør du

  • Fars, krydderier, basilikum, og æg røres godt sammen med elpiskeren
  • Tilsæt HUSK og rør farsen godt sammen
  • Lad dejen hvile i 15-20 minutter i køleskabet
  • Form frikadeller med en ske og vend dem i sesamfrø
  • Smelt fedtstoffet (jeg bruger smør) og steg frikadellerne ved svag/medium varme

Noter

Serveringsforslag:
Serveres med: 
Dampede blomkål
Ovnbagte gulerødder
Hvidkåls– eller blomkålsris
Blomkålsmos
Bønnesalat
Bønnefritter

Stenalderbrød

Så kom dagen, hvor jeg endelig fik kastet mig ud i et projekt, jeg har lovet at lave de sidste 10 uger. Jeg har egentligt ikke haft nogen god undskyldning, men bare udskudt, udskudt og udskudt.

Men idag var tiden til det. Jeg ligger egentligt og er syg, men i perioder får man det bedre, og så var det altså nu det skulle ske. Selve processen kræver absolut intet! Jeg skulle blot tænde ovnen, hælde kerner og nødder i en skål, slå nogle æg ud, røre og så klarede ovnen egentligt resten.

Så selv med lavt energiniveau var det ingen sag at bage stenalderbrød. Hvilket igen får mig til at ta’ mig selv til hovedet over, at jeg først får det gjort nu!

Stenalderbrød

Ingredienser

  • 5 æg
  • 100 g solsikkekerner
  • 100 g hørfrø
  • 100 g græskarkerner
  • 100 g sesamfrø
  • 50 g mandler
  • 50 g hasselnødder
  • 2 spsk psyllium frøskaller
  • 1 tsk salt
  • ½ dl olivenolie

Sådan gør du

  • Pisk æggene godt sammen med elpisker
  • Tilsæt kerner/nødder, olie, og salt og rør godt med en ske
    (Kernerne skal være hele – halveres eller kværnes de, kan man godt risikere en harsk smag)
  • Bland psyllium-frøskallerne i og rør det hele godt sammen
  • Lad dejen hvile mens brødformen dækkes af bagepapir
  • Put dejen i formen
  • Bages i en forvarmet ovn ved 160º (varmluft) i ca. 50 minutter