Græsk-banan-yoghurt med kaneldrys og hakkede mandler

Efter et par dage på studietur, bliver det godt at sove i sin egen seng igen og spise noget ordentligt mad.

Jeg har i denne uge været på studietur i København sammen med vores 9. klasse. Men med et stramt program var der ikke noget med aftensmad kl. 18.00 – eller hvornår man nu plejer at spise – nej… Det var mellem 22 og 23 at aftensmaden blev indtaget begge dage.

Med morgenmaden gik det dog lidt nemmere. Det havde vi nemlig bestilt på vores hostel, så der var serveret kl. 8.00! Menuen var dog ikke noget at prale af, så det bliver dejligt at få noget ordentligt imorgen tidlig, inden turen går til Århus på julegaveshopping.

Som sagt have vi et stramt program i det københavnske!
Tirsdag var vi på hovedbanen omkring kl. 13.30 og så gik turen ellers mod vores hostel. Mig forrest med mobil-gps og stedsans og eleverne i hurtigt tempo bagved. Så skulle der tjekkes ind og hygges lidt på værelserne, hvorefter turen gik til Christiansborg. Her fik vi først en rundtur hvorefter eleverne skulle være politikere for en dag. Super fedt undervisningsforløb hvor især samfundsfag var i spil.

Onsdag var programmet timet og tilrettelagt. Vi havde et stramt program foran os, der bød på historie, samfundsfag, dansk, idræt og fysik.  Al transport foregik til fods og vi fik gået mere end 20 kilometer på denne efterårsdag. Heldigvis regnede det ikke, så trods kulde og vind kom vi igennem uden for meget brok.

Torsdag vendte vi atter tilbage til det jyske bakkeland, kun med en times forsinkelse.
Det var en flok trætte elever (og lærere) som stod af på banegården og sagde god weekend.

Imorgen vil jeg starte dagen med en lækker græsk banan yoghurt inden vi skyder julegaveræset igang!
Opskriften får i allerede her (ja det er en version der er blevet spist en del gange på det sidste, da den bare er SÅ lækker!


MorningbowlGræsk-banan-yoghurt m. kanel og mandel topping
(1 person)

100 g. græsk yoghurt (jeg bruger 0%)
1 moden banan
kanel drys*
7-10 mandler

*Kaneldrys laves af en blanding af sukrin gold og kanel. Jeg bruger ca. forholdene 2:1

  • Bananen tages ud af skrællen og moses med en gaffel
  • Tilsæt den græske yoghurt og mos den godt sammen med bananen
  • Mandlerne hakkes i forskellige størrelser
  • Drys kaneldrysset på toppen af din yoghurt og fordel mandlerne ovenpå

Velbekomme

Morningbowl

Glutenfrie, sprøde, mandelvafler

Det er med stor sorg i hjertet at jeg ved testen af denne vaffelopskrift måtte sige farvel til mit vaffeljern!
Det er stået á – afgået ved døden!
Jeg havde egentligt planer om at ønske mig et nyt vaffeljern til min fødselsdag. Men jeg ved ærligtalt ikke om jeg kan vente helt til november med at lave vafler igen? Men jeg drømmer altså om det store, flotte Tefal Vaffeljern, så nu må vi se hvad det ender med…?! Det kan også være at jeg køber et billigt et – bare til overgangsfasen! Eller bare betaler for det flotte vaffeljern selv!

Nu har jeg i flere dage haft mega meget lyst til vafler, men hvad gør man når man hverken har ingredienserne hjemme til disse søde hjertevafler eller spinatvaflerne? Man bikser selvfølgelig noget helt nyt sammen!
Det blev til disse skønne, søde (og ikke mindst sprøde) mandelvafler!

Det lykkedes mig heldigvis at smage en enkelt vaffel inden tragedien fandt sted og det er en sindsygt lækker opskrift jeg har fundet frem til! Og som bonus kan jeg fortælle at disse vafler bliver vildt crunchy og sprøde!! MUMS siger jeg jer…


vaflerMandelvafler
(4 stk.)

100 g. hytteost
1 æg
15 g. mandelmel
1 tsk. mandelaroma
1 tsk. FiberHusk
1 tsk. natron
1 spsk. sukrin melis

  • Hytteosten og ægget hældes i en skål og piskes godt sammen! Mit bedste køkkenredskab til dette er min stavblender!
  • Tilsæt de øvrige ingredienser, mandelmel, mandelaroma, fiberhusk, natron og sukrin melis
  • Når dejen er helt jævn stilles den til hvile, mens vaffeljernet varmer op
  • Når vaffeljernet er varmt, lægges 1 spsk. dej i midten af jernet (mit vaffeljern har brug for fedtstof, så den fik en klat smør først)
  • Låget lukkes og åbnes først igen, når du er sikker på at vaflen er færdig – er man nysgerrig og kigger for tidligt, risikerer man at dejen sætter sig fast og går i stykker
  • Gentag processen indtil der ikke er mere dej!

Spis vaflerne som de er, eller put en lille klat sukkerfri nutella og peanutbutter på den ene side og bøj vaflen på midten! En peanutbutter-nutella sandwich!! Nøøøøj det er godt!

Tema: Monsterkugler /rom-dadel-kugler

Romkugler!!! -Jeg er fan..
En lille kage, ser kan spises i en mundfuld,
Eller en større udgave, der kan nydes i et par bidder.

I en sukker- og glutenfri version er det bare dobbelt, nej ubeskriveligt meget bedre!
Derfor var det jo oplagt at lave en halloween udgave af mine allerede fantastiske romkugler!

Jeg har lavet opskriften lidt om, tilføjet lidt hist og pist og det kom der disse monsterkugler ud af!
De er ikke så skræmmende som titlen ellers antyder, men mere i stil med monstrene fra Monsters Inc.
– Lidt søde, lidt nuttede og lige til at kramme (eller nærmere spise!)

Kun fantasien sætter grænser, for farver og udtryk!

Kan laves på et kvarter – hvilket jo heller ikke er dårligt! (dog bliver de bedst efter lidt tid i køleren! Så tålmodighed inden indtagelse, men minimal arbejdstid!)

Glædelig halloween!

Monster dadelkugler

Ingredienser

  • 2 dl mandler
  • ½ dl hasselnødder
  • 12 dadler uden sten
  • 3 spsk vand
  • 4 tsk romessens
  • 4 tsk mørk kakaopulver
  • 3 spsk mandelmel
  • 1 spsk kokosmel

Pynt

  • 40 g Kokosmel (til at rulle kuglerne i)
  • 1-2 tsk frugtfarve
  • Lidt smeltet mørk chokolade (70%) til at lave ansigter med

Sådan gør du

  • Start med at indfarve det kokos, du skal bruge til at rulle kuglerne i
  • Kom mandler og hasselnødder i en skål og hak dem med stavblenderen (eller brug en minihakker)
  • Hæld (de udstenede) dadler og vand i en skål og rør dem sammen (jeg brugte min stavblender)
  • Bland dadel "vandet" i nødderne og tilsæt romessens, mandelmel, kokosmel og kakao i blandingen – rør godt
  • Form massen til små romkugler
  • Tril kuglerne i det farvede kokos og stil dem på køl i min. 30 minutter før servering
  • Hvis man ønsker at lave ansigter skal man smelte 10-15 g. mørk chokolade – læg evt. et stk. kokos i midten af øjet

Noter

Tip: Opbevares i køleskab! (hvis de da overlever så længe)

Tema: “Rådne æbler” (bagte, nøddefyldte æbler)

Hvis du er en af dem, der spiser med øjnene, så er dette på ingen måde noget for dig, for føj hvor ser det ulækkert ud!

Er du tilgengæld en af dem der spiser med munden og maven, så vil du elske disse rådne æbler! De er søde, bløde og med en lille smule knas!

Perfekte til halloweenfesten, eller som dessert på en ganske, almindelig, grå torsdag

Så á med brillerne og bare smovse!!!

Bagte æbler m. nøddefyld

Antal: 2

Ingredienser

  • 2 æbler fx. Golden Delicious)
  • 5 g smør
  • 30 g valnøddekerner
  • 2 spsk Sukrin Gold
  • ½ tsk lakridspulver

Sådan gør du

  • Hak valnøddekernerne i ca. 4 lige store dele og put i en lille skål
  • Tilsæt smør, Sukrin Gold og Lakridspulver og rør det hele godt sammen.
  • Skær toppen af æblet og udhul det med en ske (Pas på kanterne og bunden)
  • Hæld nøddeblandingen i æblerne og sæt dem på en bageplade beklædt m. bagepapir
  • Bages i en forvarmet ovn ved 200° (varmluft) i 20-25 minutter

Noter

Serveringsforslag: Serveres lune – evt. med is ved siden af

Gammeldags æblekage, uden tilsat sukker

Den anden dag købte jeg 1,5 kg. æbler, uden helt at vide hvordan de skulle bruges. Og så alligevel! For i søndags var det lærerens dag, og i den anledning var der gammeldags æblekage på læreværelset, mandag. Propfyldt med sukker selvfølgelig, så ikke noget til mig!

Siden da har jeg gået og smådrømt om æblekage. Det er ikke noget vi som sådan har fået som børn, ej heller noget jeg nogensinde har lavet, så jeg ved ikke helt hvorfor jeg sukkede sådan efter denne dessert.

Men nu har jeg altså lavet det! I en sukkerfri udgave og MUMS! Det er ikke sidste gang jeg laver det!

Først lavede jeg æblemos, så nøddeknas (som erstatning for rasp og makroner), piskede fløden til skum og så samlede jeg ellers en lækker æblekage, lag efter lag.

Gammeldags æblekage, uden tilsat sukker

Ingredienser

Æblemos

  • 1 spsk Sukrin Gold
  • 2 tsk kanel
  • 1 tsk vaniljepulver
  • 1 dl vand

Nøddeknas

  • 1 dl mandler
  • 1 dl paranødder
  • 2 spsk smør
  • 4 spsk Sukrin Gold

Flødeskum

  • ¼ dl fløde
  • 1 tsk vaniljepulver

Sådan gør du

Æblemos

  • Æblerne skylles, kernehuset skæres ud og (man kan også skrælle æblerne, men jeg bruger det hele)
  • Skær æblerne i mindre stykker og put i en mellemstor gryde sammen med ca. 1 dl. vand
  • Tænd varmen på svag/medium varme og tilsæt kanel og Sukrin Gold
  • Lad småsimre til æblerne er helt udkogte (hvis vandet fordamper, tilsæt da lidt mere – max ½ dl. á gangen)
  • Hvis du vælger at bruge æbler med skræl kan det være en fordel at blende æblerne til sidst

Nøddeknas

  • Læg smør midt på panden og dæk det med Sukrin Gold
  • Tænd for den svage varme og lad smør og sukrin smelte langsomt (forsøg på at samle det på midten)
  • Imens du venter hakkes nødderne i mindre stykker
  • Når det er helt smeltet hældes nødderne på panden
  • Rør konstant med en paletkniv (af plastik) i ca.10 minutter – Det er vigtigt at smøret ikke bobler.
  • Tag panden af varmen og fortsæt med at vende massen i et par minutter

Flødeskum

  • Fløde og vanilie hældes i en skål og piskes stift

Æblekagen

  • Nøddeknas og æblemos lægges i lag (Først nødder, så mos osv)
  • Flødeskum puttes på toppenPynt evt. med lidt nøddeknas
  • Stilles på køl i min. 1 time inden servering

Dadelkugler som romkugler

Romkugler i en sundere udgave!

Disse romkugler er ikke lavet på en masse kagerester, men er lavet på en dadelmasse og mandelmel!
Og det er ikke kun mig, der er vild med herlighederne! Alle gæster, der har fået disse serveret har bedt om en opskrift! Og har jeg lavet et udvalg af forskellige dadelkugler, er det romkuglerne, der forsvinder først!

I får denne opskrift i to versioner! Én, der er mild i smagen og én, der er lidt mere kraftig! Så kan man jo selv vælge, hvilken man er mest til! Personligt kan jeg bedst lide den lidt mildere udgave.

Romkugler

Antal: 10

Ingredienser

  • 2 dl mandler med skal
  • 8 dadler uden sten
  • 3 spsk vand
  • 3 tsk romessens
  • 2 tsk kakaopulver
  • 3 spsk mandelmel
  • kokosmel til at rulle kuglerne i

Sådan gør du

  • Kom mandlerne i en skål og hak dem med stavblenderen (eller brug en minihakker)
  • Hæld dadler og vand i en skål og rør dem sammen (jeg brugte min stavblender)
  • Bland mandlerne i dadel “vandet” og tilsæt romessens, mandelmel og kakao i blandingen – rør godt
  • Form massen til små romkugler (ca. 10 stk) og vend dem i kokosen
  • Stil på køl i minimum 30 minutter inden servering

Noter

Tip: Opbevares i køleskab! (hvis de da overlever så længe)
Version 2.0
Ønskes en mere kraftfuld smag, tilsæt da:
  • 11 dadler (i stedet for 8)
  • 3 tsk. kakao (i stedet for 2)
  • 4 tsk. Romessens (i stedet for 3)

Prøv også min halloween udgave her: “Monsterkugler”