Spinatvafler med havregryn

Grønne madvafler med spinat – perfekte til at snige lidt ekstra grønt ind i kosten.

Spis dem som de er, top dem æg og avocado, spis dem med risotto på eller sammen med friske bær og sirup. Kun fantasien sætter grænser, hvad end du laver vafler til at stille den lille sult, eller som en del af et større måltid.

Spinatvafler m. havregryn

Antal: 8 stk

Ingredienser

  • 100 g spinatblade
  • 50 g havregryn
  • 3 æg
  • 1 dl mælk jeg bruger letmælk
  • 10 g margarine
  • 1 tsk salt
  • 150 g hvedemel
  • evt fedtstof til vaffeljernet

Sådan gør du

  • Spinatbladene skylles og puttes i en skål med havregryn og mel
  • Brug stavblenderen til at hakke spinat og havregryn helt fin. Fortsæt med at blende/hakke til du har en jævn masse
  • Tilsæt mælken og blend videre
  • Når du har en glat masse, tilsættes margarine, salt og mel
  • Mix godt og lad dejen hvile mens vaffeljernet varmer op.
  • Fordel ¼-½ dl dej i vaffeljernet (alt efter hvor store dine vafler skal være – mine er ikke helt på størrelse med vaffeljernet, da vi godt kan lide salte vafler sådan)
  • Gentag til der ikke er mere dej. Tilsæt evt. fedtstof til vaffeljernet undervejs. Jeg bruger smør.

Noter

Tip
Opskriften giver 6-10 vafler, alt efter hvor store dine vafler skal være.
Husk: Du kender dit vaffeljern bedst, ifht varmeindstilling, fedtstof mv. 
Serveringsforlag
Nyd dine vafler med sød eller salt topping
Fx. friske bær og sirup eller en portion risotto

Blommepandekager

Pandekager med blommer. Det tog et par forsøg at ramme den helt rigtige opskrift. Men det lykkedes! Og de blev ikke bare gode – de er hammer gode!

Nyd eventuelt med lidt friske blommer.

Blommepandekager

Antal: 30 stk

Ingredienser

  • 8-9 blommer ca 350 g, renset vægt
  • 80 g sukker
  • 1 spsk vand
  • 20 g havregryn
  • 3 æg
  • 2 dl mælk
  • 200 g hvedemel
  • fedtstof til stegning f.eks. smør

Sådan gør du

  • Blommerne skylles, halveres og stenene fjernes
  • Blommer, sukker i vand puttes i en gryde
  • Giv blommemassen et hurtigt opkog, og når det syder godt, skrues ned på 3-4 stykker og låg sættes på
  • Lad massen simre i ca. 15 minutter
  • Hæld blommemasse og havregryn i en skål og lad nedkøle. Stilles evt. i køleskabet for hurtigere nedkøling
  • Tilsæt æg, mælk og mel
  • Rør massen godt sammen med en ske og når dejen er jævn er den klar til at komme på panden
  • Smelt lidt smør på panden
  • Dejen fordeles med en spiseske på panden (ca. 8 cm i diameter)

Grove pandekager med rugmel og havregryn

Jeg griner lidt for mig selv, når nu jeg igen deler en opskrift på pandekager. Men altså … Det kan efterhånden ikke være gået mange af jeres næser forbi, at vi ret godt kan lide pandekager hjemme hos os.

Men trods en meget lang liste med opskrifter på pandekager, i alverdens afskygninger, har jeg endnu ikke delt en opskrift på klassiske pandekager – I ved; Dem med hvidt mel, sukker, mælk og æg! Og det er der faktisk en ganske simpel forklaring på… Dem spiser vi faktisk aldrig. Jeg elsker at eksperimentere med råvarerne, og når nu vi ret ofte får pandekager, kan jeg godt lide at eksperimentere med lidt sundere udgaver – eller ihvertfald versioner i lidt grovere version, der mætter bare en smule. Så som overskriften antyder er det heller ikke idag, de klassiske pandekager kommer på bordet.

Tilgengæld har jeg lavet en portion madkasse venlige pandekager, der er perfekte til formiddagsmaden i enten børnehaven eller skolen – og som går helt i tråd med institutionernes “nul sukker politik” – selvom der er en lille smule sukker i dejen, men hey! Det er der altså også i de fleste boller og rugbrød!

Grove pandekager

Ret: Dessert, Snack

Ingredienser

  • 2 æg
  • 40 g rugmel
  • 65 g hvedemel
  • 25 g havregryn
  • 2 dl minimælk
  • 30 g sukker
  • 10 g smør til stegning

Sådan gør du

  • Hæld ingredienserne i en skål, i ovennævnte rækkefølge
  • Pisk godt med et piskerisLad dejen hvile mens panden varmer op
  • Smelt en smule smør på panden og fordel dejen i et tyndt lag
  • Vend pandekagen når dejen er fast

Noter

Næringsindhold pr 100 g
Energi: 173 kcal
Fedt: 4,7 g
Kulhydrat: 22,1 g 
Protein: 7,8 g

Serveres lune eller kolde

Ikke de pandekager du ledte efter?
Så prøv en af bloggens andre pandekager lige her.
F.eks. Peanutpandekagerne, kakaopandekagerne eller LCHF pandekagerne.

Babymad: Havregrøds muffins (opdateret version)

Denne opskrift blev oprindeligt udgivet tirsdag d. 20. februar 2018.
Siden da har jeg fået flere henvendelser fra følgere, der ikke har haft held med at bage disse skønne havregrødsmuffins. Flere har skrevet, at muffinsene simpelthen splatter sammen. Min teori er at det er fordi man ikke venter til de er kolde, før man prøver at få dem ud af formen… (vi blev nemlig også utålmodige og måtte smage straks. De måtte gnaskes med en ske! Dem jeg havde stillet i køleskabet til dagen efter, kunne vi tage ud af papiret uden bøvl!

Nåh men… Jeg valgte at bruge weekenden i køkkenet med den treårige (der btw var ganske godt tilfreds med kage til morgenmad)

Det tog et par forsøg at få den perfekte nye version, men nu burde den altså sidde lige i skabet!

(Til de af jer, der var vilde med den gamle version, så er fremgangsmåden den samme som nu. Ingredienserne var:

  • 1 portion havregrød
  • 1 revet æble
  • ½ tsk vaniljepulver
  • 1 æg
  • 1 tsk bagepulver
    Topping: blåbær

I det originale indlæg skrev jeg desuden sådan her:

Hold nu op hvor var de bare nemme og lave! Og så smager det rent faktisk godt! Som i: Dem her kan voksne også godt spise!
Jeg havde inviteret en kollega på brunch, og når nu jeg alligevel skulle lave til E, så kunne jeg jo lige lade en rigtig voksen smagsteste også! Jeg toppede vores med lidt mandelsplitter – muuums! Min kollega bad om opskriften, så jeg tænker at de var et hit.

Havregrødsmuffins m. æble og blåbær

Ret: Dessert, Snack

Ingredienser

Havregrød

  • 1 dl havregryn 50 g
  • 2 dl vand
  • 1 tsk smør 3 g

Muffins

  • 2 spsk rugmel
  • 2 æg 110 g
  • 1 æble 100 g
  • 1 tsk vaniljesukker 5 g
  • 1 tsk bagepulver 5 g
  • 90 g blåbær

Sådan gør du

Havregrød

  • Start med at lave havregrøden (havregryn, vand og smør puttes i en gryde)
  • Bring gryden i kog og rør til konsistensen er fast
  • Lad grøden trække og køle ned i omkring 10 minutter

Muffins

  • Tænd ovnen på 180° (varmluft)
  • Skær æblet i grove tern (lad gerne skrællen sidde)
  • Bland havregrød, æble, rugmel, vaniljepulver, æg og bagepulver sammen i gryden
  • Fordel grøden i muffins formene
  • Halvér blåbærene og fordel dem på toppen af muffinene
  • Sæt muffinsene i den varme ovn og lad dem bage i 30-35 minutter
  • Lad køle helt ned inden servering

Noter

TIP: Kan serveres lune og/eller kolde
TIP: Havregrødsmuffins’ene er fryseegnet. Bare i fryseren (jeg fryser dem ned i silikoneformene) og så 1:10 min. i micoovnen, så er de klar til servering!
Tip: Brug silikoneforme – de klistrer i papirsforme og er svære at få fri

Græskarpandekager m. æble

Åh jeg elsker efterår. Især de orange, gule, røde og brune farver gør mig glad i låget. Jovel, det bliver mørkere og koldere, men de varme farver kan bare et eller andet.

Et andet plus ved efteråret – Halloween og Græskar!

Herhjemme har vi allerede spist massere af græskar i år – både voksne og børn. Vi har brugt græskar i salater, som tilbehør, i mos og nu også i pandekager. Denn opskrift indeholder kun 132 kcal pr. 100 g!

Du kan finde alle mine græskar og halloween opskrifter lige her!

Hokkaido pandekager m. æble

*Til denne opskrift har jeg brugt bagt hokkaidogræskar. Når jeg bager mit græskar halvverer jeg det, fjerner kernerne og sætter det på en bageplade i ovnen – 200 grader i 35-40 minutter. Så er kødet nemt at grave ud af skallen med en ske.
Ret: Snack
Antal: 12 stk

Ingredienser

  • 100 g bagt hokkaido græskar
  • ½ revet æble 42 g
  • 2 æg 108 g
  • 1 dl minimælk
  • 60 g rugmel
  • 20 g havregryn
  • 2 tsk sukker 10 g
  • ½ tsk stødt kanel
  • 5 g smør til stegning

Sådan gør du

  • Græskaret bages og æblet rives på rivejernet
  • Ingredienserne (undtagen smør) puttes i en skål og røres godt sammen
  • Lad dejen hvile mens panden varmer op
  • Smelt en smule smør på panden
  • Fordel dejen i små klatter (der kan være fire på min pande ad gangen)
  • Når dejen størkner i kanterne vendes pandekagerne
  • Gentag til der ikke er mere dej

Grødboller

Boller lavet på havregrød – jeg tror faktisk det er de bedste boller jeg nogensinde har bagt. Og så glemte jeg ovenikøbet at jeg ville have puttet et æg i, men det gjorde bestemt ikke noget!

Havregrød kan bruges til mange ting, men aldrig i min vildeste fantasi havde jeg troet, at jeg skulle bruge det i hverken brød eller boller. Ej heller at jeg ville være begejstret for det.
Jeg bruger ellers altid havregryn når jeg bager, men havregrød kan altså noget andet. Dejen bliver mere fugtig, end når der “bare” bruges havregryn.

Grødbolle-dejen kan også bruges til pølehorn eller pizzaboller!

Og det bedste af det hele er næsten, at dejen er super nem at lave. Hvilket var helt perfekt, da jeg ville teste opskriften i mødregruppen i formiddags! Pigerne roste bollerne, jeg var vild med dem og bedst af alt… Så kan de bages, selvom babyen (på 4 mdr) var vågen! Og endnu et plus: ved 18 stk er der kun 188 kcal pr. bolle!

Grødboller

Antal: 18 stk
Kalorier: 188kcal

Ingredienser

Havregrød

  • 2 dl havregryn
  • dl vand
  • tsk salt
  • 40 g smør

Boller

  • 50 g gær
  • 2 dl mælk
  • 1 spsk sukker
  • ca 800 g hvedemel
  • 1 æg til pensling

Sådan gør du

Havregrød

  • Start med at lave havregrøden – havregryn, vand og salt bringes i kog
  • Når væsken er trukket ind i grynene tages grøden af varmen
  • Tilsæt smøret og rør godt
  • Lad havregrøden køle helt ned

Boller

  • Gæren opløses i lunken mælk og sukker
  • Rør til massen er jævn og tilsæt havregrøden
  • Melet fordeles lidt efter lidt – Dejen må gerne være en smule klæg inden den sættes til hævning
  • Drys en halv spsk mel over dejen og lad hæve i 45 minutter
  • Ælt dejen kortvarigt på et letmelet bord
  • Del dejen i 18 lige store portioner og rul til boller
  • Lav 9 boller pr plade – de hæver godt
  • Lad hæve i 20-25 minutter mens ovnen varmer op
  • Pensel med æg
  • Bages ved 180 grader (varmluft) i cirka 20 minutter

Nemme flutes

Da vi den anden dag lavede snobrød, havde mor her selvfølgelig fået lavet en alt for stor portion. Ingen af os orkede at sidde ved bålet hele aftenene, så der måtte tænkes lidt kreativt, for ikke bare at smide resterne ud.

Til aftensmad skulle der grilles, så hvorfor ikke servere lune flutes til?

Jeg formede straks nogle flutes på bagepladen og smækkede et viskestykke over, så de lige kunne hæve lidt længere. Det blev virkelig godt! Og som bonus har vi nu hjemmelavede flutes i fryseren, lige til at tage op, når vi får lyst!


Flutes

4 stk

Du skal bruge

  • 25 g gær
  • 3 dl lunken vand
  • 1/2 tsk salt
  • 1 dl havregryn (50 g)
  • 450 g hvedemel
  • 1 æg til pensling

Det skal du gøre

  • Vand og gær puttes i en skål og mixes til gæren er opløst
  • Tilsæt salt, havregryn og mel og ælt dejen godt
  • Sæt dejen til hævning et lunt sted i 40-60 minutter
  • Når dejen er færdig med at hæve, æltes den hurtigt og deles i fire lige store dele.
  • Rul hver del til en “pølse“, læg den på bagepladen og tryk den flad
  • Rids flutene med en skarp kniv.
  • Lad flutene hæve på pladen i 20-25 minutter mens ovnen varmer op (180 º , varmluft)
  • Pensl med et sammenpisket æg
  • Krydr med forskellige krydderier for forskellig smag.
    Jeg bruger gerne
    – Groft salt
    – Oregano
    – Salt og peber
    – Chili mix
  • Bages i den varme ovn i 12-15 minutter

Kakao-banan pandekager

VI ELSKER PANDEKAGER, VI ELSKER PANDEKAGER!
Sådan lød det i køkkenet, da Emily og jeg til formiddag producerede pandekager i stakkevis. Vi har eksperimenteret en del med denne version, og idag sad den lige i skabet!

Og indrømmet… Vi laver lidt for ofte pandekager. Men til vores forsvar spiser vi dem som de er, eller med frugt til… Og kaloriemæssigt er det altså ikke sååå galt! Så vi spiser dem altså med god samvittighed…
Ikke nok med det, så er det altså rigtig nemt at lave pandekager med en tumling. Der er nemlig ikke ret meget ventetid, når først dejen er klar. Hjemme hos os må man nemlig gerne smage og smovse mens der bages 😀

Jeg tog egentligt udgangspunkt i mine æble-bananpandekager, men droppede æblet, skiftede neutral skyr ud med vaniljeskyr og rettede lidt i mængderne. Og vupti – med den rette mængde kakao lykkedes det. Men pas på – de er farligt vanedannende og smager som kage! Heldigvis mætter de godt, så man spiser ikke ligefrem hele portionen selv.

Dejen er lidt tyk i det, hvilket giver nogle fantastisk svampede (og tykke) pandekager. Uhmmm… Nyd pandekagerne med friske jordbær – det er virkelig virkelig lækkert!


Kakao-banan pandekager

ca. 12 stk
167 kcal pr. 100 g. – 71 kcal pr. pandekage v. 12 stk.

Du skal bruge

  • 30 g havregryn
  • 70 g hvedemel
  • 20 g. kakao til bagning
  • 1 stk banan (100 g)
  • 2 stk æg (105 g)
  • 1 dl. minimælk
  • 75 g skyr med vaniljesmag
  • 10 g sukker

    ca. 10 g. smør til stegning

Det skal du gøre

  • Havregryn, mel, kakao, banan, æg og mælk hældes i en skål og blendes med stavblenderen
  • Tilsæt de øvrige ingredienser og rør godt sammen
  • Lad dejen hvile mens panden varmer op med lidt af fedtstoffet
    (jeg bruger aldrig det hele på én gang, men en god klat til at starte med og så et par dråber ved yderligere behov)
  • Fordel 1/3 -1/2 dl pandekagedej på den varme pande og steg til de får lidt farve på begge sider

Snobrød

Så blev der endelig forårsstemning med solskin og fuglefløjt… Vejret er fantastisk og trods lockdown holder vi humøret oppe og nyder tiden med hinanden. Familie-kvalitets-tid – og weekenden har været fyldt med det!

Med tre uger til termin er det begrænset hvor meget kroppen kan holde til, men bagning går vi ikke galt i byen med… Og med en lækker røremaskine og verdens bedste køkkenhjælper går det let som en leg.
Vi har i det sidste tid bagt en masse lækre boller, kage og ikke mindst pandekager.

Idag har vi lavet bål i haven… Vi beskar træerne i haven igår, og når vi nu ikke kan komme af med haveaffaldet, så kunne det jo passende komme lidt grene på bålstedet i stedet for… Vi har generelt været gode til at komme ud i disse dage, og hvor er det bare fantastisk at have en stor pige på 2 år og 8 måneder, der selv kan tage støvler og (næsten) jakke på og løbe ud til gyngestativet og hygge sig i forårssolen. Jeg er virkelig fan af disse forårsfornemmelser!

Et billede af vores oase og bålsted fra i sommers

Og nu vi var igang ved bålet, så var det jo oplagt at lære datteren om bålregler og introducere hende for familie-bål-hygge med snobrød. Vi havde ingen snobrødspinde og måtte bruge grillspyd i stedet for, så tumlingen fik ikke lov til at sidde med en pind selv – tror heller ikke det havde den store interesse. Vi brugte vores grillspyd og placerede dem foran gløder og flammer – det fungerede super fint, meeeeen vi må hellere anskaffe nogle ordentlige pinde inden næste gang.

Vi valgte at lave helt neutrale snobrød idag, men scroll nederst på siden for at finde inspiration til alternative versioner.

Hvad putter du i snobrødsdejen??
Del gerne jeres gode idéer i kommentarfeltet nederst på siden!


Snobrød

Ca. 15 stk – 115 kcal pr. stk

Du skal bruge

  • 25 g gær
  • 3 dl lunken vand
  • 1/2 tsk salt
  • 1 dl havregryn (50 g)
  • 450 g hvedemel

Det skal du gøre

  • Vand og gær puttes i en skål og mixes til gæren er opløst
  • Tilsæt salt, havregryn og mel og ælt dejen godt
  • Sæt dejen til hævning et lunt sted i 40-60 minutter
    Sørg for en masse gløder på bålet imens
  • Del dejen i cirka 15 lige store dele (jeg gik efter en lille bolle størrelse)
  • Rul dejen til små “pølser” og vikl dem om spidsen på snobrødspinden
  • Bag brødene over gløderne til de er gennembagte og gyldne hele vejen rundt – jo mindre dej på pinden, jo nemmere er det at få et gennembagt snobrød, der ikke er blevet sort

God fornøjelse


Snobrød med fyld

Som nævnt længere oppe, så spiser vi som udgangspunkt bare snobrødene som de er – lune og røgede. Men ind imellem er det altså lækkert at pifte sine snobrød en smule op.
Ideelt for både voksne og børn.

De salte:

  • Pølsehorns-snobrød: Alt du skal gøre er at sætte en pølse på pinden og sno din dej rundt om.
  • Snobrød med ost: Tag en håndfuld revet ost og put i dejen når den er næsten færdig æltet. Prøv evt. rød cheddar! Dejen hæver som normalt og fæstnes på pinden som vanligt.
  • Snobrød med skinke: Tag godt 100 g skinkestrimler og put i dejen når den er næsten færdig æltet. Dejen hæver som normalt og fæstnes på pinden som vanligt.

De søde:

Jeg har endnu ikke givet mig i kast med de søde snobrød – men det er helt sikkert på min to-do-liste henover sommeren.

Havregrøds Muffins

Kage til morgenmad? Don’t mind if I do..

Disse skønne havregrødsmuffins er teknisk set ikke lavet af havregrød. Og teknisk set er det ikke kage (men de smager så skønt og lækkert at de lige så godt kunne være det)

Jeg har tidligere lavet nogle skønne, baby-venlige havregrødsmuffins der var en smule klæge i det (og lavet på rigtig havregrød) – og jovist kan de sagtens spises af voksne også (det er de blevet op til flere gange, og de er rigtig lækre) – men dem her kan altså noget andet. De er ikke lavet på “gammel grød” men på friske havregryn blandet med æble og gulerod. Der er tilsat mindre væske, og det giver den mere faste (kage-agtige) konsistens.

Nysgerrig efter de “andre” havregrødsmuffins, lavet på havregrød så kig her:
Havregrødsmuffins med banan og kirsebær
eller
Havregrødsmuffins med blåbær og æble

Disse muffins er selvsagt fantastiske som morgenmad, og kan med fordel laves i forvejen, sådan at man kan få morgenmad på farten.
De er også ideelle som mellemmåltid, i madpakken eller på turen ud i det blå! Kan opbevares et par dage på køl eller puttes i fryseren til senere brug.

Jeg skal helt sikkert servere disse igen – min forlovede har bestilt dem igen, og min tumling hapsede 2 stk (og kunne sagtens have klaret flere)

God fornøjelse!


Havregrøds Muffins

m. æble og gulerod
9 stk = 77 kcal pr. muffin

Du skal bruge:

  • 3 dl havregryn (125 g)
  • ½ revet æble (50 g)
  • 1 revet gulerod (50 g)
  • 1 tsk bagepulver (3 g)
  • 1 tsk vaniljesukker (4 g)
  • 1 knsp salt
  • 1 æg (ca. 60 g)
  • 1 dl minimælk
  • ½ dl. vand

Topping

  • Resten af æblet (ca. 65 g)
  • Et lille drys kanel

Det skal du gøre:

  • Æblet og gulerod rives på den grove side af et rivejern og puttes i en mellemstor skål
  • Tilsæt havregryn, bagepulver, vaniljesukker samt salt og rør godt rundt med en spiseske
  • Tilsæt æg, mælk samt vand og rør “dejen” sammen
  • Lad dejen hvile i 5-10 minutter mens du finder formene frem og skærer tynde æble-skiver af resten af æblet (til pynt)
  • Fordel 1 spsk dej i hver form (så får du 9 lige store muffins)
  • Pynt med tynde skiver af æble på toppen og drys evt. en lille smule kanel
  • Bages i en forvarmet ovn ved 180° (almindelig) i 20-25 minutter

TIP: Vent med at tage disse muffins ud af formen, til de er kølet lidt, da de ellers godt kan sidde lidt fast.

Opbevares et par dage i køleskabet eller puttes i fryseren.
Giv den evt. en tur i microovnen inden servering, så er de som friske igen