Kakao-Kokos-Kugler

Opskrift er fra julekalenderen i 2014, hvor jeg bragte en ny opskrift, hver dag i december.

Bag låge nummer tre gemmer sig et nemt og velsmagende alternativ til havregrynskugler og romkuglen: Kokos Kugler!

Disse kokos kugler er dejligt nemme at lave, hvilket betyder at selv de mindste i familien kan være med – om ikke andet, så til at rulle kuglerne! Og så er det helt iorden at have beskidte fingre (bagefter)!

Disse kugler smager himmelsk, og bør være en del af ethvert kagebord!!!

Kakao-Kokos-Kugler

Antal: 18 stk

Ingredienser

  • 12 stk dadler uden sten
  • 2 spsk vand
  • 25 g hasselnødder
  • 75 g mandler
  • 30 g kokosmel
  • 2 spsk kakao
  • 1 tsk vaniljepulver
  • lidt ekstra kokosmel og kakao til at rulle kuglerne i.

Sådan gør du

  • Nødderne hakkes til mel med stavblenderen (eller i en foodprocessor)
  • Stenene pilles ud af dadlerne og puttes i en lille skål sammen med vandet
  • Dadler og vand røres til karamelmasse med stavblenderen
  • Dadelmassen blandes sammen med nøddemelet
  • Tilsæt kokosmel, kakao og vaniliepulver til dejen er jævn
  • Tril dejen til kugler og vend dem i kokosmel blandet med kakao

Tema: Monsterkugler /rom-dadel-kugler

Romkugler!!! -Jeg er fan..
En lille kage, ser kan spises i en mundfuld,
Eller en større udgave, der kan nydes i et par bidder.

I en sukker- og glutenfri version er det bare dobbelt, nej ubeskriveligt meget bedre!
Derfor var det jo oplagt at lave en halloween udgave af mine allerede fantastiske romkugler!

Jeg har lavet opskriften lidt om, tilføjet lidt hist og pist og det kom der disse monsterkugler ud af!
De er ikke så skræmmende som titlen ellers antyder, men mere i stil med monstrene fra Monsters Inc.
– Lidt søde, lidt nuttede og lige til at kramme (eller nærmere spise!)

Kun fantasien sætter grænser, for farver og udtryk!

Kan laves på et kvarter – hvilket jo heller ikke er dårligt! (dog bliver de bedst efter lidt tid i køleren! Så tålmodighed inden indtagelse, men minimal arbejdstid!)

Glædelig halloween!

Monster dadelkugler

Ingredienser

  • 2 dl mandler
  • ½ dl hasselnødder
  • 12 dadler uden sten
  • 3 spsk vand
  • 4 tsk romessens
  • 4 tsk mørk kakaopulver
  • 3 spsk mandelmel
  • 1 spsk kokosmel

Pynt

  • 40 g Kokosmel (til at rulle kuglerne i)
  • 1-2 tsk frugtfarve
  • Lidt smeltet mørk chokolade (70%) til at lave ansigter med

Sådan gør du

  • Start med at indfarve det kokos, du skal bruge til at rulle kuglerne i
  • Kom mandler og hasselnødder i en skål og hak dem med stavblenderen (eller brug en minihakker)
  • Hæld (de udstenede) dadler og vand i en skål og rør dem sammen (jeg brugte min stavblender)
  • Bland dadel "vandet" i nødderne og tilsæt romessens, mandelmel, kokosmel og kakao i blandingen – rør godt
  • Form massen til små romkugler
  • Tril kuglerne i det farvede kokos og stil dem på køl i min. 30 minutter før servering
  • Hvis man ønsker at lave ansigter skal man smelte 10-15 g. mørk chokolade – læg evt. et stk. kokos i midten af øjet

Noter

Tip: Opbevares i køleskab! (hvis de da overlever så længe)

Stenalderbrød

Så kom dagen, hvor jeg endelig fik kastet mig ud i et projekt, jeg har lovet at lave de sidste 10 uger. Jeg har egentligt ikke haft nogen god undskyldning, men bare udskudt, udskudt og udskudt.

Men idag var tiden til det. Jeg ligger egentligt og er syg, men i perioder får man det bedre, og så var det altså nu det skulle ske. Selve processen kræver absolut intet! Jeg skulle blot tænde ovnen, hælde kerner og nødder i en skål, slå nogle æg ud, røre og så klarede ovnen egentligt resten.

Så selv med lavt energiniveau var det ingen sag at bage stenalderbrød. Hvilket igen får mig til at ta’ mig selv til hovedet over, at jeg først får det gjort nu!

Stenalderbrød

Ingredienser

  • 5 æg
  • 100 g solsikkekerner
  • 100 g hørfrø
  • 100 g græskarkerner
  • 100 g sesamfrø
  • 50 g mandler
  • 50 g hasselnødder
  • 2 spsk psyllium frøskaller
  • 1 tsk salt
  • ½ dl olivenolie

Sådan gør du

  • Pisk æggene godt sammen med elpisker
  • Tilsæt kerner/nødder, olie, og salt og rør godt med en ske
    (Kernerne skal være hele – halveres eller kværnes de, kan man godt risikere en harsk smag)
  • Bland psyllium-frøskallerne i og rør det hele godt sammen
  • Lad dejen hvile mens brødformen dækkes af bagepapir
  • Put dejen i formen
  • Bages i en forvarmet ovn ved 160º (varmluft) i ca. 50 minutter