– Pålæg til babys rugbrødsmadder
Øllebrød går som varmt brød (høhø) herhjemme, så det næste naturlige skridt var selvfølgelig at introducere E for rugbrødshapserne. Vi har købt noget mørkt, kernefrit rugbrød, som nemt kan spises, selvom man ingen tænder har.
Til at starte med, var rugbrødet selvfølgelig lidt en udfordring, så jeg dyppede brødet i lidt vand, inden jeg smurte “pålæg” på, så det var mere babyvenligt og havde konsistens, der minder om grød. Og på de dage, hvor E ikke er i humør til en fastere føde, moser jeg bare det hele, så det minder mere om grød. Problem solved…
Næste udfordring var så, hvad der skulle puttes på det her rugbrød. En skive hamburgerryg eller spegepølse er nok ikke den bedste idé, til én der skal lære at tygge, så det skal helst kunne smøres på brødet.
Min fantasi stoppede ret hurtigt ved smør og torskerogn! Bum bum! Det bliver måske en anelse kedeligt i længden.. Og jeg er garanteret ikke den eneste, så jeg har samlet en oversigt over, hvad vi smører på rugbrødet. Det er næsten synd at kalde det opskrifter, men håber alligevel at nogle kan blive inspireret.
Og som altid: Del gerne dine opdagelser i kommentarfeltet nederst på siden! Vi vil gerne have et stooooort udvalg af rugbrødsspread at vælge imellem!
Oversigt over Madfidusens rugbrødsspread
(Tryk for at komme direkte til vejledning, eller scroll ned og få det hele med)
Rugbrødsspread af avocado
½ avocado
- Avocadoen halveres, stenen fjernes og kødet skæres frit
- Mos avocadoen med en gaffel
- Skær skorpen af brødet (dyp evt. brødet i vand, for blødere konsistens)
- Fordel mosen udover rugbrødet
- Skær brødet i mundrette bidder og servér straks for babyen.
Ikke fryseegnet ↓
6 mdr+
Mængde: ½ rugbrød
Rugbrødsspread m. avocado og banan
½ avocado
¼ banan
- Avocadoen halveres, stenen fjernes og kødet skæres frit
- Skær ¼ af bananen og pil skrællen af
- Avocado og bananen moses med en gaffel
- Skær skorpen af brødet (dyp evt. brødet i vand, for blødere konsistens)
- Fordel mosen udover rugbrødet
- Skær brødet i mundrette bidder og servér straks for babyen.
Ikke fryseegnet ↓
6 mdr+
Mængde: ½ rugbrød
Rugbrødsspread m. avocado og torskerogn
½ avocado
10 g torskerogn
- Avocadoen halveres, stenen fjernes og kødet skæres frit
- Avocado og torskerogn moses med en gaffel
- Skær skorpen af brødet (dyp evt. brødet i vand, for blødere konsistens)
- Fordel mosen udover rugbrødet
- Skær brødet i mundrette bidder og servér straks for babyen.
Ikke fryseegnet ↓
6 mdr+
Mængde: ½ rugbrød
Rugbrødsspread m. broccolicreme
100 g. broccoli
50 g. neutral flødeost
3 dråber citronsaft
1 lille fed hvidløg
- Broccolien koges til den er helt mør (ca. 15 minutter for rå broccoli)
- Når broccolien er kølet ned, puttes den i en skål
- Mos med en gaffel
- Tilsæt flødeost, citronsaft og hvidløg
- Mix godt
- Skær skorpen af brødet (dyp evt. brødet i vand, for blødere konsistens)
- Fordel cremen udover rugbrødet
- Skær brødet i mundrette bidder og servér for babyen.
Ikke fryseegnet ↓
Max 2 dage på køl
6 mdr+
Mængde: 1 rugbrød
Æggesalat m. karry
1 hårdkogt æg
1 tsk. mayonaise
1 knsp karry
- Ægget koges i 10 minutter
- Køl ægget under den kolde hane
- Pil skallen af
- Æg, mayonaise og karry puttes i en skål og moses med en gaffel
- Stil på køl, til baby er klar til at spise
- Skær skorpen af brødet (dyp evt. brødet i vand, for blødere konsistens)
- Fordel æggesalaten udover rugbrødet
- Skær brødet i mundrette bidder og servér herefter for babyen.
Ikke fryseegnet ↓
6 mdr+
Mængde: 1 rugbrød
Ærtespread
100 g. ærter fra frost
2 spsk. kogevand
1 mellemstort fed hvidløg
½ tsk. olie
- Ærterne puttes i en gryde med kogende vand
- Kog i 10-15 minutter
- Tag 2 spsk vand fra gryden og put i en skål med ærterne
- Pres hvidløget over
- Tilsæt olie
- Blend
- Fordel din ærtespread på rugbrødet
Ikke fryseegnet ↓
6 mdr+
Mængde: 2 rugbrød