Low carb cottage pie m. blomkålsmos og oksekød

CottagePie03




For laaaang tid siden, startede jeg et projekt her på bloggen, der hed mad fra andre lande. Ja faktisk hedder projektet det endnu, men der er ikke blevet tilføjet noget nyt meget længe. Projektet er dog ikke dødt, og det sker da også fra tid til anden, at registeret får lidt nyt indhold. – Som f.eks. idag!

Mit udgangspunkt for projektet var en Facebookundersøgelse, hvor jeg spurgte efter inspiration til hvilke retter der kom fra andre lande. Jeg er endnu ikke nået igennem listen, så der er fortsat massere af godt forude!

Så langt så godt!

En af idéerne på listen var Sheperds Pie, og den har virkelig været på min to-try liste længe. Men hver gang jeg tænkte den skulle på menuen, så havde vi enten lige fået noget med oksekød, eller også havde jeg brugt mine blomkål andetsteds. Øv øv!

Men nu lykkedes det mig langt om længe at få det hele til at hænge sammen. Jeg søgte nettet tyndt for inspiration, og endte med at sammensætte opskriften I får i dag. I min efterfølgende research, hvor jeg søger yderligere indformation om rettens baggrund opdager jeg dog, at jeg i virkeligheden slet ikke havde lavet Sheperds Pie, men Cottage Pie i stedet for.

I daglig tale er der faktisk ikke forskel på sheperds- og cottage pie! Folk bruger ordene lidt i flæng om en ovnret med hakket kød i bunden og kartoffelmos på toppen! Jeg vidste også godt at en rigtig Sheperds Pie skulle laves med hakket lammekød, og min version derfor allerede afveg der – udover at jeg selvfølgelig bruger blomkålsmos i stedet for kartoffelmosen. Men faktisk er forskellen på cottage pie og sheperds pie netop kødet. En cottage pie er nemlig lavet med oksekød!

Så derfor får I ikke opskriften på en Sheperds Pie i dag, men en low carb Cottage Pie i stedet for!


CottagePie03Cottage pie
(3-4 personer)

Opskriften består af tre dele: Kødsovs, blomkålsmos og cottage pie

3 fed hakket hvidløg
1 mellemstort løg
400 g. hakket oksekød
2 gulerødder, revet
1 lille ds. tomatpuré
2 spsk. barbecuesauce
salt, peber, timian og oregano (1 tsk. af hver)

  • Løg og hvidløg pilles, hakkes fint og puttes i en gryde, hvor det svitses i lidt fedtstof
  • Tilsæt kødet og brun det af.
  • Gulerødderne rives og blandes med kødet
  • Tilsæt tomatpuré, barbecuesauce, 1 dl. vand og krydderier
  • Lad småsimre mens blomkålsmosen tilberedes

CottagePie01Blomkålsmos
1 hel blomkål (ca. 700 g.)
2 spsk smør
100 g. neutral flødeost
50 g. revet mozarella
Salt, peber

  • Skær blomkålen ud i mindre buketter
  • Hæld vand i en gryde og kog blomkålsbuketterne her i (15-20 minutter)
  • Stik i kålen med en gaffel – når de ikke sidder fast længere er de færdige
  • Hæld vandet fra blomkålen
  • Hæld blomkålen i en skål og mos med stavblenderen
  • Tilsæt smør, flødeost, osten og rigeligt med salt og peber

CottagePie02Cottage Pie

  • Kødsovsen hældes i et ildfastfad
  • Blomkålsmosen lægges ovenpå – enten vha. sprøjtepose eller ved at smørre det fladt henover kødsovsen
  • Drys lidt ost på toppen
  • Bages i en forvarmet ovn ved 200º (varmluft) i 20 minutter (til osten er gylden)

Serveres med lidt frisk salat “on-the-side”

Bon appetit!

Tip: Resterne smager formidabelt dagen efter i madpakken.

CottagePie03

CottagePie04

2-i-1 opskrift: Blomkålsrösti eller blomkålsblinis




For et par uger siden, faldt jeg over en super spændende opskrift på broccoli-blinis hos persillesblog. De så både lækre og indbydende ud, og jeg så straks en mulighed for at hoppe i køkkenet.

Men – og det er jo altid et men, ik? – jeg hopper stadig rundt på krykker, og derfor har low carb versionen måtte vente på sig. Eller det vil sige. Jeg har faktisk givet broccoli-blinis’ene et forsøg. Men det fejlede big time. For det første havde jeg ingen af ingredienserne hjemme, så jeg byttede stort set alt ud – pånær broccolien – for det andet kunne jeg ikke få de små grønne banditter til at hænge sammen. Øv, men sådan er det jo ind imellem…
Siden da har jeg ikke haft broccoli i huset, og så gik ideen lidt i glemmebogen, indtil idag.

I weekenden havde jeg nemlig lavet en stor portion kolde blomkålsris, men ikke magtet at spise det hele. Og nu stod jeg så med en kæmpe bøtte revet blomkål, jeg ikke helt vidste, hvad jeg skulle stille op med. Så kom jeg heldigvis i tanke om Pernilles opskrift, og tænkte at det måske var en mulighed – men med blomkål i stedet for broccoli. Jeg læste opskriften igennem, men havde stort set ingen ingredienser hjemme, så jeg måtte ty til andre metoder.

Faktisk valgte jeg at tage udgangspunkt i mine spidskålsrösti, og så gik det ellers der ud af.

Derfor er denne opskrift faktisk en “kombi” opskrift.
Spiser man blomkålsblandingen lune, fungerer de som rösti. Spiser man dem køleskabskolde, så er det faktisk blinis! Det er da lidt smart, ik?

Så tak for ideen Pernille.


RostiBlomkålsrösti

600 g. blomkål
1 løg (ca. 75 g. revet vægt)
1 fed hvidløg (ca. 3 g.)
2 æg
ekstræggehvider
1 dl. mælk
2 spsk. psyllium frøskaller
½ tsk. salt og peber

  • Blomkål og løg rives på den grove side af rivejernet
  • Hæld grøntsagerne i en skål og pres hvidløget heri
  • Rør godt sammen med mælk, æg og æggehvide
  • Når massen er jævn tilsættes psylliumfrøskaller og krydderier
  • Rør atter, til massen er samlet og jævn
  • Lad hvile i 10-15 minutter
  • Nu skulle “dejen” gerne have konsistens som fast frikadellefars
  • Opvarm panden til medium varme
  • Smelt lidt fedtstof
  • Tag en klat kålmasse og læg på panden (jeg brugte hvad der svarer til en spiseskefuld) – tryk den herefter flad
    Pas på klatterne ikke bliver for store
  • Når de er færdige på den ene side er de nemme at vende i et snuptag

Servering:
Servér blomkålsröstien lune som tilbehør til hvad-som-helst eller servér dem kolde som blinis med forskelligt fyld

Blomkåls bites med chili og to slags ost

Så er den her, den ellers efterspurgte opskrift på blomkåls bites.
Efter jeg postede et billede, på Instagram, af disse hapsere, har jeg fået flere henvendelser på, hvordan de var lavet! Og nu får i så endelig svaret..

Jeg kan lige så godt slå det fast med det samme… Her er ikke tale om en grøntsagsversion af chili cheese tops!
– Faktisk har det her intet med chili cheese tops at gøre!

Når man bider i dem, kommer der ikke flydende lava i din mund og de er heller ikke specielt spicy! Tilgengæld er de død-lækre. Disse bites er spræng fyldt med vitaminer og grøntsager, forklædt i en lille smule ost.
Sprøde uden på og bløde inden i!
(Dog bør de nydes med det samme, da den opvarmede version desværre mister sin sprøde skorpe.)

Bortset fra det, vil jeg lade billederne tale for sig selv..


CauliflowerBlomkåls bites m. ost og chili
(ca. 16 stk.)

Denne opskrift består af to dele: Blomkåls bites’ene og paneringen

400 g. blomkål
60 g. spinat
60 g. peberfrugt
1 stk. chilifrugt (ca. 5 g.)
60 g. revet ost
1 æg
3 tsk. fiberhusk

Til paneringen skal du bruge
1 æg
50 g. parmesan
3 spsk. mandelmel (almindelig/hjemmelavet eller affedtet)
1½ tsk salt og peber

  • Tænd ovnen på 225º (varmluft)
  • Blomkål, spinat, peberfrugt og chili rives helt fin: Jeg bruger en foodprocesser, men en minihakker eller et rivejern kan også bruges.
    Det er vigtigt at grøntsagerne er helt fine, for at få den rigtige konsistens
  • Tilsæt ost og æg
  • Rør massen godt sammen
  • Tilsæt fiberhusk og rør igen godt rundt
  • Lad massen hvile i 10 minutter, mens paneringen forberedes
  • Slå ægget ud i en skål og pisk godt med en gaffel
  • Bland parmesan, mandelmel, salt og peber sammen i en anden skål
  • Tag din grøntsagsdej og rul til ovale kugler
    Obs: Dejen er stadig fugtig
  • Vend kuglerne i æggemassen og derefter i ostemassen
  • Placér kuglerne med luft imellem sig, på en bagerist beklædt med bagepapir
  • Gentag til der ikke er mere tilbage
  • Sæt risten midt i ovnen og lad dine blomkåls bites bage i ca. 20 minutter
  • Tag dem ud og lad nedkøle i 5 minutter inden de serveres

Nyd dine bites lune, med lidt salsa ved siden.

Cauliflower

Cauliflower

Cauliflower

Kold, cremet blomkålssalat m. hvidløg og purløg

Har du sommeren igennem siddet til den ene grillaften efter den anden og sukket efter den omdelte kartoffelsalat? Eller “syndet” lidt og snuppet bare en lille skefuld, men efterfølgende haft lidt dårlig samvittighed og måske endda ondt i maven?
Det har jeg ihvertfald!!! Men det er heldigvis slut nu..

Der er nu intet som en grillaften med godt kød på grillen, en lækker, frisk salat og så lige en portion kartoffelsalat! SUK! Men nu har jeg fundet løsningen!!! Man laver da bare en blomkålssalat!

Lækre, sprøde blomkål blandet sammen med en lækker creme.. Det lyder lækkert, ik??
Det er det ihvertfald!

Jeg havde købt et stort blomkål for at overraske kæresten med min idé!
Han kommenterede ikke rigtigt på at jeg stod og lavede retten – han troede vel at jeg ville spise blomkålene rå, og der springer han gerne over! Men da han så kom til at kigge ned i skålen, gik det op for ham hvad jeg havde lavet, og han var super begejstret! Han kunne faktisk ikke holde fingrene fra skålen, og inden den var sat på bordet havde han allerede prøvesmagt den! Og den var godkendt!!! Pyyyyh tænkte jeg, og tog selv en smagsprøve!
Fedt! Den smagte jo virkelig lækkert….

Så sommeren er reddet!! Lad os håbe vejret tillader nogle flere grillaftener!!

Så her får I opskriften på min falske kartoffelsalat – Blomkålssalaten!!!


BlomkaalsalatCremet blomkålssalat
(2-3 personer alt efter hvad der serveres ved siden af)

1 stor blomkålshoved (ca. 700 g. i renset vægt)
200 g. græsk yoghurt*
1 spsk. mayonaise (15 g.)*
2 mellemstore fed hvidløg
salt, peber
1 god håndfuld purløg

*For en fedtfattig portion, brug da light mayonaise og græsk yoghurt 2%)

  • Blomkålen skæres ud i buketter
  • Hæld blomkålsbuketterne i en skål
  • Fyld elkedlen med vand og bring det i kog
  • Hæld det kogende vand over blomkålene i skålen og læg et låg over
  • Lad stå i ca. 5 minutter
    Jeg synes det bliver bedst, hvis blomkålene er al dente 

Imens laves cremen

  • Hæld den græske yoghurt i en skål og rør den godt sammen med maynaisen
  • Hvidløgene pilles og presses igennem hvidløgspresseren
  • Krydr godt med salt og peber
  • Purløgene klippes i fine stykker og hældes i blandingen (gem evt. lidt til at pynte med)
  • Rør det hele sammen
  • Når blomkålene er færdige hældes vandet fra – hæld evt. lidt koldt vand over for hurtigere nedkøling
  • Stil dem til afdrypning i en si
  • Når vandet er dryppet fra blandes cremen og blomkålene sammen
  • Stilles på køl indtil servering

BlomkaalsalatVelbekomme!!

 

Lune blomkålsris

Kender I det, at man synes noget smager vanvittigt godt, og så glemmer man alt om det igen?

Sådan har jeg haft det med blomkålsris. Jeg byttede allerede mine ris ud i forsommeren, og var fan fra det første måltid! Og så har jeg ikke spist det i de sidste tre måneder. Hvorfor? Jeg ved det simpelthen ikke! Men nu er de tilbage på menukortet – og bliver ikke glemt foreløbigt!

Og dertil hører også en lille hverdags anekdote !

Til frokost skulle jeg have rester! Blomkålsris med chili con carne (ikke low carb – men uhm!). Maden står i microovnen – 3 minutter, så jeg sidder og sludrer mens den varmer. I mellemtiden kommer der kø ved microovnen, så da min mad er færdig, tager en kollega skålen ud og siger: Så er der kødsovs med pasta – nej ris.
Jeg kunne ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet, for det ligner ris – men det smager SÅ meget bedre!

Blomkålsris

Ingredienser

  • 1 blomkål
  • 3 spsk olivenolie
  • salt og peber

Sådan gør du

  • Skyl blomkålen og pluk den i mindre stykker
  • Riv enten på rivejern eller i foodprocessor
  • Tænd pandenHæld godt med olie på og steg blomkålene ved hård varme
  • Tilsæt kryderierne
  • Når "risene" er bløde er retten færdig

Noter

Serveringsforslag: Server fx sammen med boller i karry eller kylling i karry.

Brændende kærlighed m. svampe og bacon på blomkålsmos

I dag står menuen på en klassisk dansk ret. Nu siger jeg klassisk, men det er fordi, det er noget jeg har læst!
I mit barndomshjem erindrer jeg ikke at have spist denne ret og som voksen har den heller ikke fundet vej til middagsbordet ret mange gange…

Det er sjovt, som man kan crave noget, man aldrig rigtig har spist!

Brændende kærlighed – nu i en low carb/LCHF/paleo udgave – uden kartofler, men i stedet med blomkålsmos…!

Brændende kærlighed

Ingredienser

  • 1 blomkål
  • spsk smør
  • salt og peber
  • 1 pk bacon
  • 1 løg ca. 130 g
  • 100 g champignon

Sådan gør du

Blomkålsmos

  • Blomkålen skylles og skæres i mindre sbuketter
  • Hæld vand i bunden af en gryde og placér blomkålen i en si over vandet (blomkålen skal ikke røre vandet)
  • Sæt låg på gryde og si og lad blomkålen dampe i ca. 15 minutter. Stik i kålen med en gaffel – når de ikke sidder fast længere er de færdige
  • Put blomkålen i en skål og mos med stavblenderen
  • Tilsæt smør og rigeligt med salt og peber

Baconguf

  • Skær løgene, champignon (og bacon) i tern
  • Steg bacon, champignon og løg på panden (tilsæt evt. en smule fedtstof)
  • Fordel blandingen over blomkålsmosen og servér straks

Noter

1 blomkål
2½ spsk smør
Salt, peber
1 pk. bacon (i tern)
1 stort løg
4-5 store champignon
Blomkålsmos
  • Skær blomkålen ud i mindre buketter
  • Hæld vand i bunden af en gryde
  • Læg kålen i en si og placér den over vandet (blomkålen må ikke røre vandet)
  • Sæt låg på gryden og lad blomkålen dampe i ca. 15 minutter
  • Stik i kålen med en gaffel – når de ikke sidder fast længere er de færdige
  • Put blomkålen i en skål og mos med stavblenderen
  • Tilsæt smør og rigeligt med salt og peber
Baconsnask
  • Skær løgene, champignon (og bacon) i tern
  • Steg bacon, champignon og løg på panden ( i en smule fedtstof)
  • Fordel blandingen over kartoffelmosen

Cremet laksesuppe

Suppe siger du? Nem og lækker suppe? Det lyder næsten for godt til at være sandt – men det er det ikke!
Denne laksesuppe tager lidt tid at lave, men ingredienserne er få og den passer stort set sig selv!

Der er absolut ingen undskyldning for at lade være!

Laksesuppe

Ingredienser

Laksen

  • 300 g laksefilet
  • ½ peberfrugt
  • 1 lille løg
  • olivenolie
  • citronsaft
  • 1 lille fed hvidløg
  • salt, peber, allroundkrydderi

Laksesuppe

  • Laksen se ovenover
  • 350 g blomkål
  • 5 g smør
  • 1 squash
  • ¼ tsk sriacha chili sauce grønt låg
  • salt og peber

Sådan gør du

Laksen

  • Laksen placeres på et stykke sølvpapir med skindsiden nedad (et stk. laks pr. sølvpapisarkr)
  • Hæld olie og citronsaft over
  • Pres hvidløg og drys ovenpå
  • Krydr let
  • Læg finthakket løg og peberfrugt på toppen og luk sølvpapiret sammen til en lille “pakke”
  • Bages i en forvarmet ovn ved 180º i ca. 15 minutter (25 hvis fisken er frossen)
  • Når fisken er færdig åbnes sølvpapirspakken. Fisken er nem at pille ud (og skindet bliver sidende i sølvpapiret)
  • Pluk laksen i mundrette stykker og hæld i suppen (når den er klar) sammen med grøntsagerne

Laksesuppe

  • Blomkålen koges i ca. 1½ dl. vand, 1 tsk. salt og smøret
  • Imens sættes laksen i ovnen
  • Når blomkålen er færdig (efter 15-20 minutter) blendes denne til mos
  • Tilsæt 5 dl. vand+ chili sauce og lad småkoge
  • Squashen halvveres, skæres i skiver og hældes i gryden.
  • Lad retten koge i ca. 20 minutter
  • Hæld 2 dl. vand, peberfrugt og løg (fra fisken) i blandingen og blend det hele godt sammen
  • Smag til med salt og peber
  • Put laksen i suppen og giv et lille opkog inden servering

Blomkålswraps

Så er der endnu en frokostfavorit på menuen.

Jeg kan faktisk ikke helt bestemme mig for, om jeg foretrækker denne blomkålswrap eller æggewrappen!? For begge dele er gode, i samme kategori men alligevel så forskellige.

Noget der taler for blomkålswrappen er, at bundene alternativt kan bruges som pizza bund. Med blomkålswraps får man altså 2-i-1!

Blomkålswrap

Antal: 6

Ingredienser

  • 1 blomkål
  • 2 æg
  • 2 spsk psyllum-frøskaller
  • 1 tsk salt

Sådan gør du

  • Riv blomkålen helt fin (f.eks. i foodprocessor)
  • Put kålen i en stor skål og tilsæt æg og salt, rør godt
  • Når kålmassen hænger sammen tilsættes psyllium-frøskaller
  • Lad hvile i 10 minutters tid
  • Hæld ca 1½ grydeskefyld blomkålsmasse ud på en bradepande (dækket med bagepapir)
  • Tryk dejen flad (og rund) – Der kan ca. være to wraps pr. bageplade (opskriften giver ca. 6 stk)
  • Bages i en forvarmet ovn ved 180º (varmluft) i ca. 20 minutter (til kanten er gylden)
  • Lad nedkøle og løsn forsigtigt med en paletkniv
  • Put fyld i efter ønske.

Noter

Næringsindhold pr 100 g
Energi: 53 kcal
Fedt: 1,9 g
Kulhydrat: 4,3 g 
Protein: 3,7 g
Serveringsforslag: I denne udgave er bunden smurt med grøn pikant ost, revet hvidkål, agurk og oksekød

Blomkålsmos m. porre

Jeg elskede kartoffelmos. Kartoffelmos passer til et hav af retter, og det smager fantastisk.

Jeg savnede kartoffelmos, men ikke længere. Jeg har fundet den perfekte – ikke erstatning, men opgradering. Blomkålsmos. Det smager fantastisk og det er, i min mening, meget nemmere at lave end kartoffelmos.

Jeg har valgt at pifte denne version yderligere op, ved at tilsætte porrer! Prøv det, du vil ikke fortryde!

Blomkålsmos m. porre

Ingredienser

  • 1 blomkål
  • ½ porre
  • 25 g smør
  • salt og peber

Sådan gør du

  • Skær blomkålen i mindre buketter og put dem i en si
  • Hæld vand i bunden af en gryde
  • Placér sien over vandet (det er vigtigt at blomkålen ikke rører vandet). Sæt låg på
  • Lad blomkålen dampe i ca. 15 minutter
  • Stik i kålen med en gaffel – når de ikke sidder fast længere er de færdige
  • Blancher porrerne (hæld i kogende vand i 2-3 minutter)
  • Hæld grøntsagerne i en skål og mos med stavblenderen
  • Tilsæt smør og smag til med rigeligt salt og peber

Noter

Næringsindhold pr 100 g
Energi: 51 kcal
Fedt: 3 g
Kulhydrat: 5,2 g 
Protein: 1,8 g

Blomkålspizza

Dagens ret bød på pizza i en utraditionel version.
Den sprøde pizzabund var byttet ud med en grøntsags variant og jeg indrømmer gerne at jeg var skeptisk. Men når man gerne vil spise kornfrit, må man tænke i alternative baner.

Blomkålspizzaen deles flittigt i LCHF grupper på sociale medier, så jeg har forsøgt med en udgave, jeg selv er godt tilfreds med og som jeg nu deler med jer.

Tip: Se billeder af processen nederst på siden.
God fornøjelse.

Pizzabund af blomkål

Ingredienser

  • 1 blomkålshovede ca 550 g
  • 2 æg ca 110 g
  • 150 g revet cheddar mozzarella fungerer også
  • 2 spsk HUSK loppefrøskaller
  • salt, peber, oregano

Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 200° (varmluft)
  • Blomkålen blendes i foodprocessor (eller rives på rivejernet – de mindste riller)
  • Put alle ingredienserne i en skål og rør sammen med en ske
  • Lad massen hvile i 5-10 minutter
  • Put bagepapir på to bageplader og fordel blomkålsmassen herpå med en ske
  • Bunden forbages i 30 minutter, til den bliver gylden.
  • Tag bunden ud, fordel tomatsauce, fyld og ost
  • Bages i ovnen ved 225° i 10-15 minutter

Noter

Næringsindhold pr 100 g
Energi: 105 kcal
Fedt: 5,6 g
Kulhydrat: 4 
Protein: 8,2
 
Ideer til fyld:
★Oksekød, pølser, løg, peberfrugt og majs
★Skinke, peperoni, løg, champignon og tomat
★Oksekød, peperoni, løg og peberfrugt