Kakao-banan pandekager

VI ELSKER PANDEKAGER, VI ELSKER PANDEKAGER!
Sådan lød det i køkkenet, da Emily og jeg til formiddag producerede pandekager i stakkevis. Vi har eksperimenteret en del med denne version, og idag sad den lige i skabet!

Og indrømmet… Vi laver lidt for ofte pandekager. Men til vores forsvar spiser vi dem som de er, eller med frugt til… Og kaloriemæssigt er det altså ikke sååå galt! Så vi spiser dem altså med god samvittighed…
Ikke nok med det, så er det altså rigtig nemt at lave pandekager med en tumling. Der er nemlig ikke ret meget ventetid, når først dejen er klar. Hjemme hos os må man nemlig gerne smage og smovse mens der bages 😀

Jeg tog egentligt udgangspunkt i mine æble-bananpandekager, men droppede æblet, skiftede neutral skyr ud med vaniljeskyr og rettede lidt i mængderne. Og vupti – med den rette mængde kakao lykkedes det. Men pas på – de er farligt vanedannende og smager som kage! Heldigvis mætter de godt, så man spiser ikke ligefrem hele portionen selv.

Dejen er lidt tyk i det, hvilket giver nogle fantastisk svampede (og tykke) pandekager. Uhmmm… Nyd pandekagerne med friske jordbær – det er virkelig virkelig lækkert!


Kakao-banan pandekager

ca. 12 stk
167 kcal pr. 100 g. – 71 kcal pr. pandekage v. 12 stk.

Du skal bruge

  • 30 g havregryn
  • 70 g hvedemel
  • 20 g. kakao til bagning
  • 1 stk banan (100 g)
  • 2 stk æg (105 g)
  • 1 dl. minimælk
  • 75 g skyr med vaniljesmag
  • 10 g sukker

    ca. 10 g. smør til stegning

Det skal du gøre

  • Havregryn, mel, kakao, banan, æg og mælk hældes i en skål og blendes med stavblenderen
  • Tilsæt de øvrige ingredienser og rør godt sammen
  • Lad dejen hvile mens panden varmer op med lidt af fedtstoffet
    (jeg bruger aldrig det hele på én gang, men en god klat til at starte med og så et par dråber ved yderligere behov)
  • Fordel 1/3 -1/2 dl pandekagedej på den varme pande og steg til de får lidt farve på begge sider

Æble-Banan Pandekager

Selvom det ikke helt er international pandekagedag endnu, så er vinterferien bare det oplagte tidspunkt til pandekagehygge og andre bagesysler.

Jeg er så heldig at have ferie med Emily hele ugen, og det er bare smadderhyggeligt. På mandag starter min barsel, og selvom det er skønt med mor-datter hygge, glæder jeg mig også til at kunne tuller lidt rundt på egne præmisser. (Læs: Holde pause når min krop har brug for det)

Dagen idag har vi dedikeret til bagning. Der er bagt pølsehorn og æble-bananpandekager her til formiddag. Og i eftermiddag skal vi bage boller – og måske kaster vi os ud i noget protein bagning af en slags (læs: Kage!!) – men nu må vi se hvad vi – og ikke mindst min krop – orker.

Det er længe siden vi sidst har bagt pandekager, så det var jo oplagt med en portion bananpandekager uden for meget sukker – dog har jeg valgt at lave en version med både sukker og mel – bare for at se. Det fik vi de fineste brunch pandekager ud af, og de er faktisk så skønne, at man ikke behøver at spise noget til – ja det skulle da lige være lidt frisk frugt!

Pandekagerne er basically lavet med ingredienser vi altid har i køle-og køkkenskabe og kræver derfor intet særligt (for vores husholdning)


Æble-banan pandekager

Opskrift til ca. 15 pandekager
154 kcal pr. 100 g.

Du skal bruge

  • 38 g havregryn
  • 76 g hvedemel
  • 1 stk banan (100 g)
  • 2 stk æg (104 g)
  • 1 dl. minimælk
  • ½ revet æble (53 g)
  • 85 g neutral skyr
  • 13 g sukker
  • 4 g vanilje sukker

    ca. 10 g. smør til stegning

Det skal du gøre

  • Havregryn, mel, banan, æg og mælk hældes i en skål og blendes med stavblenderen
  • Tilsæt de øvrige ingredienser og rør godt sammen
  • Lad dejen hvile mens panden varmer op med lidt af fedtstoffet
    (jeg bruger aldrig det hele på én gang, men en god klat til at starte med og så et par dråber ved yderligere behov)
  • Fordel 1/3 -1/2 dl pandekagedej på den varme pande og steg til de er gyldne på begge sider

Babymad: Bananpandekager m. havregryn

Baby venlige bananpandekager til voksne og børn.
Denne opskrift er min klart foretrukne opskrift på bananpandekager. De er nemme at lave og de smager godt. Har endnu ikke serveret dem for nogen, der ikke var begejstrede. Opskriften her er også bloggens mest besøgte i 2020! En sikker vinder.

Opskriften giver ca. 8 pandekager med kun 156 kcal pr 100 g

Bananpandekager

m. havregryn
Kalorier: 158kcal

Ingredienser

  • 1 banan (ca 110 g)
  • 2 æg (ca 110 g)
  • 1 dl havregryn (ca 30 g)
  • ½ tsk vaniljepulver
  • kokosolie til stegning

Sådan gør du

  • Banan, æg, havregryn og vaniljepulver hældes i en skål og blendes med stavblenderen.
  • Lad dejen hvile i 5-10 minutter
  • Varm panden op (medium temperatur) og smelt lidt kokosolie herpå
  • Fordel dejen i fire cirkler på panden (1 pandekage svarer til 1 sovseske)
  • Steg til pandekagerne er gyldne
  • Tilsæt lidt mere olie på panden og gentag til der ikke er mere dej

Noter

Næringsindhold pr 100 g
Energi: 158 kcal
Fedt: 6 g
Kulhydrat: 18,1 g
Protein: 7,6 g
TIP: Skal baby spise pandekagerne, sørg da for, at skorpen ikke bliver for sprød, så han/hun kan tygge dem, til trods for de manglende tænder
TIP: Hvis du skærer pandekagerne i små “strimler” kan baby selv holde dem, og E elsker, når hun selv kan føre maden ind i munden…
TIP: Pak pandekagerne i en pose eller i sølvpapir og opbevar dem i fryseren

Leder du efter en opskrift på bananpandekager uden havregryn, så prøv min udgave med æg, banan og krydderier (klik for opskrift).

Glutenfrie brunchpandekager med chiafrø og banan

Jeg griner en lille smule indvendigt, hvergang jeg siger/skriver/læser sunde pandekager!
For hvad er i virkeligheden sundt? Og hvad er ikke?

Lad os i stedet kalde dem god-for-maven-pandekager!
Det kan vi måske alle sammen blive lidt mere enige om! (??)

Disse pandekager er nemlig super mættende, lækre, luftige og lige som en tyk “amerikansk pandekage” skal være!
Og som bonus, så er denne version glutenfri, mælkefri og uden tilsat sukker!
100 % god for min mave! Yum..

Jeg elsker pandekager – og det vidner antallet af pandekageopskrifter på bloggen vidst også om!
Disse brunch-pandekager ryger direkte til tops! Nøøøj de er gode..
– Prøv selv…


ChiapandekagerBanan-chiapandekager

1 banan
1 æg
1 ekstra æggehvide
¼ tsk. vaniljepulver
1 spsk. affedtet mandelmel
1 tsk. fiberhusk
1 spsk. chiafrø

  • Bananen moses med en gaffel
  • Slå æggene ud i en skål og pisk/blend sammen med bananen
  • Når massen er jævn tilsættes vaniljepulver, mandelmel og fiberhusk
  • Pisk igen, så du får en helt jævn dej
  • Tilsæt chiafrø og rør godt rundt
  • Smelt lidt fedtstof på panden og placér dejen i tre “klumper”
    Kan evt. spredes lidt ud med paletten 
  • Vent tålmodigt til pandekagerne bliver faste på den ene side og vend dem så med paletkniven
  • Gentag til der ikke er mere dej tilbage

Serveres med sukrin fiber sirup (gold), kakaonips og bananskiver

Chiapandekager

Chiapandekager