Grillet aubergine m. mexicansk krydderi




Er det kun mig, der bliver glad i låget, ved duften af grill?
Man får jo ikke bare forårsfornemmelser, men der går helt sommer i humøret. Det er fantastisk.

Det kan vel næppe komme bag på nogen, at vi hjemme hos os, med solens komme, er gået all in på grillsæsonen (selvom det kun er marts) .. For sikke nogle skønne forårsdage vi har haft på det sidste.
Og vi er ikke de eneste. Igår var stort set alle naboerne på altanen med grill, kød og grønt. Vi har da også luret lidt på, hvad de andre spiser, og der er da kommet et par nye ideer til allerede.

Vi havde taget en lækker svinemørbrad op af fryseren, og lagt i en marinade inden den kom på grillen. Hold da op den var god! Hertil spiste vi en frisk salat og nogle skiver grillet aubergine!

Aubergine på grillen er ellers ikke helt nyt for os, men som altid havde jeg en meget skeptisk kæreste med på sidelinjen! Men det blev godt – ja faktisk blev det total lækkert, men det havde jeg jo også regnet med.

Måske du husker de lækre, grillede auberginer med parmesan? De var nemlig også helt fantastiske.

Jeg elsker simpelthen tilbehør, der ikke tager en evighed at tilberede!


Grillet aubergine

1 stk. aubergine
4 spsk. olie
2 tsk. mexicansk krydderi

  • Auberginen skylles og toppen skæres af
  • Auberginen deles på midten, og skæres i tynde skiver
  • Olie og krydderi blandes sammen i en skål, og pensles på begge sider af aubergine skiverne
  • Læg skiverne på grillen (eller en grillpande) og grill 2-3 min på hver side

Serveres som tilbehør til en salat eller diverse grillet kød. 

Velbekomme…

 

Grillet aubergine med parmesan

Aubergine




Skal du lige nå en sidste grillaften, inden koldere dage atter indtræffer? Så får I her serveret opskriften på noget super lækkert tilbehør, nemlig grille aubergine!

Det lyder måske en anelse kedeligt, men tro mig… Det er det ikke! Det er faktisk mega godt!

Hvad end du har nye, friske og lækre auberginer i grøntsagsskuffen, eller nogle kedelige, rynkede nogle liggende, så kan du lave dette skønne traktement! Det er super nemt at lave, så tid er ikke en undskyldning for ikke at prøve denne skønne mundfuld.

Vild med grillet grønt? Så prøv også disse skønne squachetta, der er en lækker kombination af grillet squash, toppet med tomat og hvidløg!


AubergineGrillet aubergine m. parmesan

1 aubergine
2 spsk. olie*
½ tsk. groft salt
1 tsk. allroundkrydderi

*Jeg bruger jordnøddeolie, men en anden varmeberegnet olie kan også bruges

Serveres med parmesan, tomat og basilikumblade (evt. lidt salsa)

  • Auberginen skylles og skæres i relativt tykke skiver (ca. 1 cm.)
  • Put skiverne i en skål og hæld olie samt krydderier over
  • Vend det godt sammen
  • Læg skiverne på en varm grill et par minutter, til de får “grill-striber” på begge sider
  • Fordel de grillede auberginer på et fad og pynt med lidt tomat og basilikum på toppen
  • Drys lidt revet parmesan over
  • Serveres evt. med lidt salsa ved siden

Voilá – perfekt tilbehør til ko, gris og ko…
Se alle grill-opskrifterne på dette link.

Aubergine

Kyllinge-karry wok m. grove grøntsager og kokosmælk

Så er den gal igen. Ligesom man tror at sommeren er over os, skifter det, og vi får atter regn, kulde og blæst!
På en semi-kold dag som denne, er der nu intet som at hoppe en tur i køkkenet og bikse en lækker simreret sammen, som man kan få varmen på..

Så kommer spørgsmålet til en million bare…. Hvad har jeg fået kreeret?
Er det en wok- eller gryderet? Eller er det en frikassé?? Taler vi om kylling i karry, eller noget helt, helt andet?
Mulighederne syntes uendelige. Men efter at retten nu har lagt sig godt i mavsen, er jeg nået frem til at det er en wokret. Der var ihvertfald ikke sauce nok til en gryderet og karryen ødelagde lissom pointen i en frikassé. Så var der to muligheder tilbage, og da mængden af grøntsager var ret stor, ja så blev jeg altså enig med mig selv om at det var wok mad!! Der er selvfølgelig kun mig selv at blive enig med, så der skulle ikke mange argumenter på bordet.

Måske har du et bedre argument?


WokKyllinge-karry wok m. grove grøntsager og kokosmælk
(2-3 personer)

Denne ret består af tre dele: kyllinge-delen, grønt-delen og wok-delen

1 dl. vand
2 spsk. citronsaft
3 fed hvidløg
1 lille drys groft salt
500 g. kyllingebryst filet

1 tsk. olie
135 g. løg
1½ tsk. knust ingefær
1 tsk. citronsaft
45 g. forårsløg (ca. 3 stk.)
250 g. squash (1 stk.)
110 g. rød peber (1 stk.)
330 g. aubergine (1 stk.)

200 ml. kokosmælk
2 spsk. karry

  • Vand og citronsaft hældes i bunden af en wok
  • Hvidløgene hakkes i små tern og hældes i vandet
  • Vandet bringes i kog
  • Kyllingen skæres i små tern og koges i vandet
  • Når kyllingen er hvid, skrues der helt op for varmen, så vandet fordamper
  • Når vandet er fordampet hældes kyllingen i en skål
  • Hæld olien i wok’en og lad det opvarme
  • Skær løgene i store tern og brun dem i olien
  • Tilsæt citronsaft og ingefær
  • Skyl grøntsagerne og
    • Skær forårsløgene i små ringe
    • Skær squashen i tykke skiver og del dem på midten
    • Skær peberfrugten i store stykker
    • Skær auberginen i tykke ringe og del den i mindre trekanter (4-8 trekanter pr. skive)
  • Når løgene er brune, tilsættes de øvrige grøntsager
  • Rør godt rundt
  • Når der kommer væske, sættes låget på wokken – lad småsimre i 10-15 minutter
  • Tag låget af wokken igen og rør godt rundt
  • Tilsæt kyllingen og lad vandet fordampe
  • Lad simre uden låg i ca. 10 minutter
  • Tilsæt karry og rør godt
  • Hæld kokosmælken i og giv retten et opkog
  • Lad retten stå et par minutter ved den svage varme

Servér retten med f.eks. kolde blomkålsris (groftrevet blomkål) eller fuldkornsris, hvis man ikke spiser low carb!

Velbekomme fra kokken!

Ialt: 981 kcal – pr. portion (ved 3 portioner) er 327 kcal (Udregnet med light kokosmælk (73 kcal pr. 100 g.))

Wok

Wok