Det har været lidt sløjt med madlavningen det sidste stykke tid.
Der er ikke nogen af os der sådan rigtig har gidet at lave det helt store, og derfor har vi tyet til de hurtige løsninger, med grøntsager/salat og kød.
Den anden dag var ikke nogen undtagelse – der var det faktisk så slemt, at ingen af os rigtigt kunne tage stilling til hvad vi skulle lave. Jeg havde ellers købt tre forskellige slags kød: Hakket kyllingefars, kyllingebrystfilet og torsk, men det gjorde egentligt ikke beslutningen nemmere at træffe. Efter lidt snakken frem og tilbage nåede vi så frem til at vi skulle have rugbrødsmadder med kyllingedeller.
Da så tiden var til at maden skulle laves orkede jeg ikke at spise brød, men besluttede mig for at lave noget med mit nyindkøbte spidskål! Ja faktisk tog det mig ikke mange tanker, før jeg blev enig med mig om at jeg ville forsøge mig med en omgang rösti. Jeg har én gang tidligere forsøgt mig med rösti, og det kunne jeg overhovedet ikke få til at fungere, men denne gang var der jackpot, og I skal selvfølgelig ikke snydes for opskriften
Ingredienslisten er forholdvis kort, og “dejen” kan røres sammen på kort tid!!
Det perfekte tilbehør til al slags kød!
Jeg kan godt lide mine rösti med en sprød skorpe og blød midte, men er man mere til at sprøde slags, så lav dem tyndere på panden og giv dem lidt længere tid, så burde den være der…
1 spidskål (ca. 500 g.)
1 løg
2 æggehvider
2 spsk. Husk (psyllium-frøskaller)
salt, peber og krydderier (f.eks. 1 tsk. pommes frites krydderi + 1 tsk. Santa Maria Örtegards krydderurter)
- Spidskål og løg rives på den grove side af rivejernet
- Hæld grøntsagerne i en skål og rør godt sammen med æggehvide
- Når massen er jævn tilsættes Husk og krydderier
- Rør atter, til massen er samlet og jævn
- Lad hvile i 10-15 minutter
- Nu skulle “dejen” gerne have konsistens som fast frikadellefars
- Opvarm panden til medium varme
- Smelt lidt fedtstof
- Tag en klat kålmasse og læg på panden (jeg brugte hvad der svarer til en spiseskefuld) – tryk den herefter flad
Pas på klatterne ikke bliver for store - Når de er færdige på den ene side er de nemme at vende
- Servere spidskålsröstien med det samme
Tip: Nyd dine rösti som tilbehør til alt. Prøv f.eks. kyllingedellerne m. gulerod og tomat.