Vores rugbrød var simpelthen blevet muggent. Mega træls når man står der med knurrende mave og pålægget lagt frem. Men intet er så skidt (osv….) for jeg har nemlig længe haft lyst til madvafler. Og mit nye vaffeljern er super effektivt, så det tager vitterligt ingen tid at bikse en dej sammen og få gang i maskineriet.
3-2-1 sæt igang…
7 skønne vafler blev det til. Resterne ligger koldt i fryseren og venter på at blive indkaldt til frokostdate med pålægsskuffen.
Rugvafler
Antal: 7
Kalorier: 200kcal
Ingredienser
- 150 g rugmel
- 50 g hvedemel
- 3 g bagepulver
- 1,5 dl minimælk
- 2 æg 110 g
- 10 g flydende becel
Sådan gør du
- Alle ingredienser puttes i en skål
- Rør massen sammen med en ske, til du har en jævn dej
- Fordel ca ½ dl dej på vaffeljernet
- Lad dem stege lidt længere end søde vafler, så de er mere sprøde
- Lad nedkøle på en rist
Noter
Næringsindhold pr 100 g
Energi: 200 kcal
Fedt: 5 g
Kulhydrat: 32 g
Protein: 8,4 g
Brug vaflerne som alternativ til rugbrødet eller til at gøre kål på de sidste rester.