Da vi den anden dag lavede snobrød, havde mor her selvfølgelig fået lavet en alt for stor portion. Ingen af os orkede at sidde ved bålet hele aftenene, så der måtte tænkes lidt kreativt, for ikke bare at smide resterne ud.
Til aftensmad skulle der grilles, så hvorfor ikke servere lune flutes til?
Jeg formede straks nogle flutes på bagepladen og smækkede et viskestykke over, så de lige kunne hæve lidt længere. Det blev virkelig godt! Og som bonus har vi nu hjemmelavede flutes i fryseren, lige til at tage op, når vi får lyst!

Flutes
4 stk
Du skal bruge
- 25 g gær
- 3 dl lunken vand
- 1/2 tsk salt
- 1 dl havregryn (50 g)
- 450 g hvedemel
- 1 æg til pensling
Det skal du gøre
- Vand og gær puttes i en skål og mixes til gæren er opløst
- Tilsæt salt, havregryn og mel og ælt dejen godt
- Sæt dejen til hævning et lunt sted i 40-60 minutter
- Når dejen er færdig med at hæve, æltes den hurtigt og deles i fire lige store dele.
- Rul hver del til en “pølse“, læg den på bagepladen og tryk den flad
- Rids flutene med en skarp kniv.
- Lad flutene hæve på pladen i 20-25 minutter mens ovnen varmer op (180 º , varmluft)
- Pensl med et sammenpisket æg
- Krydr med forskellige krydderier for forskellig smag.
Jeg bruger gerne
– Groft salt
– Oregano
– Salt og peber
– Chili mix - Bages i den varme ovn i 12-15 minutter