Kyllingeroulade m. pesto, løg og peberfrugt

Jeg har købt en kødhammer – men bruger den for lidt!
Siden vi købte den for halvanden måned siden er den blevet brugt én gang – og det var kæresten der havde fornøjelsen!

Lige siden vi købte kødhammeren har jeg tænkt på at lave en kødroulade af en slags. Der har været mange idéer til hvordan jeg kunne gribe sagen an, men nu besluttede jeg mig altså for at kaste mig ud i det.

Min første kødroulade bliver altså en kyllingeroulade.
Bemærk, jeg skrev min første – for det er bestemt ikke sidste gang jeg laver det! Har flere kyllinge idéer på tapetet, men også gris og ko skal der eksperimenteres med i fremtiden.

Og så er det lidt pudsigt, at ugens ingrediens-udfordring i madstafetten er kylling. Dette er dog ikke mit rigtige bidrag til gruppen, men man må heldigvis gerne komme med mere end én idé.
Gruppens admin, Pernille, har nemlig stoppet en ekstra udfordring i min sok, og sagt at jeg skal lave en gul kyllingeret. Men den får I mere om senere!

Her kommer min kyllingeroulade m. pesto, løg og peberfrugt


KyllingerouladeKyllingeroulade m. pesto, løg og peberfrugt
(3-4 personer)

4 stk. kyllingebrystfilet á ca. 125 g.
1 peberfrugt
1 mellemstort løg
1 glas grøn pesto

  • Peberfrugten skylles og skæres i helt små tern
  • Løget pilles og skæres ligeledes i helt små tern
  • Bland løg og peberfrugt sammen i en skål
  • Kyllingefileterne skæres op på langs – men ikke helt igennem. Stykket skal foldes ud “som en bog”
  • Bank fileten helt flad med en kødhammer (ikke for hårdt, så går kødet i stykker)
  • Smør pesto udover hele kyllingestykket
  • Fordel en fjerdedel af peberfrugt og løg på stykket og rul den godt sammen
  • Pak rullen ind i sølvpapir og læg den i et ildfastfad
  • Gentag til der ikke er mere kylling

Stil evt. fadet i køleskabet til det skal bruges

  • Sæt fadet ind i en kold ovn
  • Tænd ovnen på 200º (varmluft)
  • Lad kyllingen bage i ca. 25-30 minutter
  • Tag kyllingen ud af ovnen
  • Lad hvile et par minutter, til du kan fjerne sølvpapiret
  • Læg kyllingen i fadet igen
  • Bages i yderligere 10-15 minutter, til den får en mørk overflade

Servér kyllingen som den er, eller skær små, fine rouladestykker og læg på tallerkenen

Velbekomme!

Kyllingeroulade

Kyllingeroulade

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.