Lækkert og nemt! To ord, der er som sød musik for mine ører!
I en travl hverdag er det nemlig lige præcis sådan det skal være. Denne ret er faktisk så hurtig/nem at lave, at du ikke engang behøver at pakke dine indkøbsposer ud, inden du får maden sat i ovnen!
– Så myten om at sund mad er besværligt at lave og tager lang tid at tilberede er hermed afblæst! Det kan nemlig sagtens lade sig gøre!
Jeg ved egentligt ikke hvorfor jeg købte en pakke koteletter. Eller jo – det var på tilbud, og hvem kan næsten lukke øjnene for det? Men fryseren bugner allerede af koteletter, vi ikke gider at spise, fordi koteletter har en tendens til at blive tørre. Jeg har sågar formået at brænde koteletter i fad på! Sådan en rød omgang med massere af tomat!! Jovist, kæresten var forsinket efter arbejde, og jeg forsøgte at holde maden varm, men hvoromalting er, så var koteletter i fad en engangforestilling i mit køkken, som jeg ikke har noget ønske om at gentage! Nogensinde!
Heldigvis findes der også nogle lykkelige koteletfortællinger! Nemlig den fra i dag!
I dag har jeg nemlig lavet en helt ny ret, som jeg måtte dele med jer med det samme….
Jeg har nemlig præsteret at servere saftige koteletter til aftensmad!
Sjældent har jeg spist så saftig en kotelet som denne! Jeg har seriøst været en tur i mad himlen og er kommet retur igen! Nøøøøøj hvor var det lækkert.
Koteletter i kokos-kål-fad
(4 personer)
1 kg. hvidkål
100 g. spinat
200 g. brune champignon (hvide kan også bruges)
400 ml. kokosmælk
3 fed hvidløg
6 middags koteletter
salt, peber, allroundkrydderi
- Hvidkålen snittes i fine stykker – jeg bruger foodprocessoren, da den hurtigt klarer et helt hvidkål
- Hvidkålen fordeles i bunden af et stort ildfast fad
- Spinaten hakkes og blandes sammen med hvidkålen (både frisk og frossen spinat kan bruges)
- Champignon skylles og deles i kvarte
- Champignon fordeles ovenpå kålen
- Middags koteletterne krydres m. lidt salt og peber på begge sider og brunes hurtigt på en varm pande (ca. 30 sek. pr. side)
- Koteletterne lægges ovenpå hvidkålen/champignonen
- Hvidløgene presses og røres ud i kokosmælken
- Kokosmælken fordeles over det ildfastefad.
- Krydr godt med allroundkrydderi, salt og peber
- Bages i en forvarmet ovn v. 200º i ca. 35 minutter
Servering: Serveres med friske cherrytomater
OBS: Der kommer en del væske i denne ret, men det smager så godt, at jeg ikke vil justere på noget!