Jeg er ellevild med at have kartofler i køkkenet igen… Jeg har nu altid været en kartoffel-pige, og jeg kan ikke beskrive hvor begejstret jeg er for smagen! Nu er det jo ikke fordi at vi spiser kartofler hver dag, men engang imellem, er det nu rart at få lov til at lege lidt med den knoldede bandit.
Sidst jeg spiste kartofler blev det til denne skønne kartoffelsalat – perfekt til grillaftenen. I dag er jeg hoppet i den helt modsatte boldgade og sat en portion dejlig, varm efterårssuppe på komfuret. Endnu en kartoffel-klassiker, hvis du spørger mig – nemlig kartoffel-porre-suppen!
Leder man efter et alternativ til kartoffelsuppen, så kan jeg anbefale denne blomkålssuppe med porrer, der minder lidt om kartoffelsuppen i konsistensen, og hvis man så serverer den med lidt bacon eller stegt flæsk til, så er den næsten lige i skabet!
Kartoffel porre suppe
(6-8 portioner)
15 g. smør
2 kg. kartofler
4 stk. skarlotteløg (ca. 50 g.)
1,5 l. vand
2 stk. grøntsagsbouillon
5 forårsløg
3 porrer
2 dl. fløde (madlavningsfløde kan også bruges)
1½ tsk. salt og peber
- Kartoflerne skrælles og skæres ud i tern
(bruger man nemme kartofler, lader man blot skrællen sidde på, men skyller kartoflerne godt i stedet for) - Løgene hakkes i tern
- Smørret smeltes i bunden af en stor gryde
- Tilsæt kartofler og løg, og lad dem stege ved svag varme i 4-5 minutter
- Tilsæt vand og hæld bouillon ved
- Lad suppen småsimre til kartoflerne er kogt (15-20 minutter)
- Imens hakkes forårsløg og porrer, der tilsættes løbende til den kogende suppe
- Når kartoflerne er møre, blendes suppen til den er jævn – brug en stavblender
- Tilsæt fløde, salt og peber og giv suppen et opkog
Smag evt. til med ekstra salt og peber
Servering:
Serveres med stegt svinebryst i skiver (stegt flæsk eller tykke skiver røget bacon), skåret ud i små stykker efter stegning
Velbekomme!