Den anden dag var der kødboller på menukortet.
Lystigt kaster jeg om mig med svenske udtryk og köttbullar mens jeg mindes tilbage til en stor spejderlejr i Sverige og noget med rød-grød-i-fløde, da jeg opdager at de svenske kødboller slet ikke er lavet af oksekød. Jeg må indrømme at jeg bliver en smule skuffet!! Heldigvis finder jeg ud af at de italienske kødboller er lavet på oksekød og bytter straks de svenske gloser ud med italienske. Eller ihvertfald noget med “mamma mia“. Italiensk er ikke ligefrem en af mine spidskompetencer.
Der er for alvor kommet gang i vores små altankasser, og det betyder lækre, friske råvarer i madlavningen.
Persillen kører pt på sin anden omgang grønne blade, hvilket er helt fantastisk. Jeg har allerede fyldt en stor pose i fryseren, og det er snart tid til at plukke igen. Basilikummen og chiliplanterne står også smukt – lidt mere skeptisk er jeg omkring mit citrustræ. Der er mange skud, så krydser fingre for at de vokser.
Det er nu helt fantastisk med sin egen lille køkkenhave-altan, og det bidrager bare med et eller andet specielt, når ingredienserne er hjemmedyrket, synes du ikke?
Dagens ret er propfyldt med vitaminer (og persille fra egen avl). Så har man svært ved at få grøntsager i børnene (eller manden) er her den oplagte mulighed. Saucen er lavet på de grøntsager jeg havde i køleskabet, men gemmer dit køleskab på andre lækkerier, så er det bare med at prøve sig frem. Dog vil jeg anbefale at beholde tomat, gulerod og enten porre eller løg!! Og så kan man jo bare tilføje på livet løs.
Italienske kødboller i tomatsauce
(2-3 personer)
Denne ret består af tre dele. Kødbollerne, paneringen og saucen.
Kødbollerne
500 g. oksefars
1 æg
12 g. frisk persille
1 lille løg, revet (ca. 45 g.)
1 tsk. psyllium-frøskaller (HusK)
Krydderier: 1 tsk salt, peber, muskatnød, spidskommen, koriander
- Alle ingredienserne hældes i en skål (fars, æg, persille, løg, husk og krydderier)
- Rør det hele godt sammen (brug evt. elpiskeren)
- Kødbollerne rulles til små kugler og vendes i paneringen
- Steg kødbollerne i olie på panden
- Når kødbollerne er færdige puttes disse i tomatsaucen
Panering:
1 æg
50 g. mandelmel
½ tsk. salt og peber
- Du skal bruge to små skåle
- I den ene skål slås ægget ud og piskes godt sammen med en gaffel.
- I den anden skål blandes mandelmel, salt og peber
- Kødbollerne
Saucen
2 dl. vand
600 g. tomat
1 porre
1 løg (ca. 80 g.)
2 gulerødder (ca. 200 g.)
5 tsk. tomatpuré
250 ml. madlavningsfløde (4%)
1 tsk. tabasco
Krydderier: 3 tsk. paprika, 1 tsk. salt og peber, 2 tsk. allroundkrydderi
- Hæld vandet i bunden af gryden
- Tomaterne skæres i både og puttes i gryden
- Brig vand og tomater i kog
- Porren og løget skylles og skæres i mindre stykker
- Gulerødderne skrælles og rives
- De øvrige grøntsager blandes i gryden og koges møre
- Med stavblenderen blendes alle grøntsagerne til en tyk mos
- Tilsæt tomatpuré, krydderier, tabasco og madlavningsfløde
- Rør godt rundt – blend evt. massen igen, hvis du synes den er for tyk, eller tilsæt lidt vand
- Tilsæt kødbollerne og lad småsimre ved svag varme
Serveringsforslag: Squashghetti – drys evt. med friskrevet parmesan!