Forfriskende, kolde melonade-ispinde

Så er der atter sol på vejrudsigten. Det tager jeg som en fantastisk anledning til at lave og spise is!!

Denne gang blev det til en lækker, forfriskende lemonadeis med honningmelon.
En is, der ikke får blodsukkeret til at ryge i top, eller skal spises inde i skabet fordi man synder lidt! Næh nej – disse ispinde kan sagtens spises med god samvittighed! De indeholder nemlig kun 21 kcal pr. is! Så spis du bare tre eller fire – hvis du kan!!

Konsistensen minder mig lidt om en Kæmpe Læsken (Der jo er min yndlingsis)
Så det er helt sikkert en fremgangsmåde, der skal arbejdes mere med!! TÆNK hvis man fik produceret en vaskeægte, sukkerfri Kæmpe Læske!! SÅ ville jeg nok hoppe op og ned af glæde!

Men tilbage til melonisen.
Isen er en lemonade is, og derfor har jeg lavet en krydsning af ordene melon og lemonade og opkaldt isen melonade-ispind.
Isen har delt sig, men det gør faktisk ikke noget. En tofarvet is vækker stor glæde hos både store og små! Og smagen – den fejler absolut intet! Denne is er simpelthen guffe-licious!


IcepopsMelonade-ispinde
(7 store ispinde)

250 g. honningmelon
2 tsk. citronsaft
½ dl. kokosmælk*
1 spsk. fiber sirup gold
45 g. pasteuriseret æggehvide (svarende til 1 æggehvide fra et stort æg)

*Jeg bruger light for færre kcal, men for smag og konsistens kan man sagtens bruge alm. kokosmælk

  • Skyl melonen og skær den over på midten
  • Brug en ske til at skrabe kernerne ud
  • Skær melonen ud i tynde skiver/ringe og del dem i fire
  • Skær skrællen af og hak melonen i bittesmå stykker
  • Hæld melonen i en skål og brug stavblenderen til at blende melonen til saft
  • Tilsæt citronsaft, kokosmælk og fibersirup gold
  • Rør til massen er jævn
  • Æggehviden hældes i en ren skål og piskes helt stiv
  • Vend forsigtigt æggehviderne i melonmassen med en dejskraber
  • Når massen er helt jævn fordeles denne i isformene
  • Lad isen nedfryse i min. 4 timer – men gerne natten over

Ialt 147 kcal/21 kcal pr. is
Udregningen er lavet efter brug af light kokosmælk

Icepops

 

Icepops

 

 

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.