DIY: Ønskesedler

Så er det blevet tid til at lave ønskesedler igen. Det vælter ind med reklamer, i mailboksen, på mobilen, på skærmen, i butikkerne, i postkassen – jeg kunne blive ved. Faktum er, at butikkerne lige nu, kæmper om at få forbrugernes opmærksomhed. Herunder også børnene.

Når vi er forbi legetøjsafdelingen, men ikke skal have noget, er mine piger blevet ret gode til at fortælle, at det, der netop har fanget deres blik, er noget de ønsker sig til jul. Så nu skulle ønskerne altså skrives ned. Derfor hentede jeg et legetøjskatalog til dem hver, og så kunne de ellers bare sætte kryds ved det de ønsker sig – var min første tanke. MEN… Så ved jeg også godt, at de ønsker sig det hele.

Derfor satte vi os ned, med saks og lim, og gik igang med at kigge katalogerne igennem. Når der var noget, man virkelig godt kunne tænke sig, så klippede man det ud (jeg hjalp hende på 2,5) – MEN! man skulle huske at der også var noget på den anden side, som man så ikke kunne ønske sig. Det var en rigtig god process, og hvor pigerne rent faktisk tog stilling til ønskerne.

Hende på 2,5 fik en del hjælp, og derfor limede vi ønskerne på med det samme. Hende på 5, kan selv, vil selv, fik lov at klippe først, derefter lime, hvorfor hun nåede en sorteringsproces længere end den lille.

Ønskesedler for børn

Materials

  • Legetøjskataloger
  • Sakse
  • Lim
  • Tush

Sådan gør du

  • Hent et legetøjskatalog fra din foretrukne legetøjsbutik – vælg kun et pr. barn, så listen kan holdes "kort"
  • Skriv navn øverst på et stykke A4 papir, så man kan se hvem der har lavet ønskesedlen.
  • Klip de ting ud I ønsker jer (husk der er ting på begge sider, så hjælp barnet med at vælge)
  • Lim på bagsiden og sæt fast

Så må vi se, om nissen tager sedlerne med sig, når han/hun kommer forbi i december, eller om vi må have fat i en konvolut og sende dem direkte til julemanden.

Til en start hænger vores ønskesedler på pigernes døre. Det giver god anledning til at snakke om, hvad de hver især ønsker sig – også med hinanden.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.