Ristaffel er en sydøstasisk, traditionel risret, hvor man koger en portion ris hvortil der serveres en række kolde og varme retter. Meningen er så, at man selv kreerer sit måltid og dermed får netop det på tallerkenen, man aller bedst kan lide.
Ristaffel er ikke noget vi nogensinde har fået i min barndom. Men jeg husker tydeligt en børnefødselsdag, hvor det blev serveret og det gjorde altså indtryk. Retten skulle dengang spises med pinde, men bare rolig – man må gerne bruge en gaffel, når man er gæst hos mig.
Byg-selv-mad er et genialt koncept der tiltaler både voksne og børn. Hvem elsker ikke byg-selv-burgere eller pitabrød? Det er nemt at lave, og man kan med et enkelt måltid tilfredsstille alle spisendes smagsløg. Jeg er fan!
Hey tænker du måske! De der ris, det dur da ikke!
Og nej – det gør de ikke. Men så er det jo godt at der findes alternativer, for selvom man ikke spiser ris, skal man altså ikke snydes for en lækker ristaffel.
Jeg foretrækker den “dovne version” af kolde blomkålsris, meeeen man kan med fordel lave de lune også, hvis man hælder mere den vej.
Blomkålsristaffel m. kylling i karry
(3-4 personer)
450 g. kyllingebrystfilet (inderfilet kan også bruges)
1 spsk smør
3 tsk karry (jeg bruger tre forskellige slags)
3 spsk. ananassaft
400 ml. kokosmælk
1 blomkålshovede
Tilbehør:
1 lille ds. ananas
100 g. mandler
100 g. rosiner
1-2 røde peberfrugter
Kylling-i-karry-sauce
- Find en wok eller en stor gryde frem
- Kog kyllingen i 1 dl vand, til kyllingen er mør
- Tag kyllingenopd og skær i små stykker
- I wok’en smeltes fedtstoffet og karryen svitses heri
- Når karryen er varm, tilsættes kyllingen, der vendes godt krydderiet
- Tilsæt ananassaft og kokosmælk
- Lad småkoge til du er klar til at servere
Blomkålsris
- Blomkålshovedet rives på den grove side af rivejernet
- Hæld blomkålen i en skål og den er klar til servering
Tilbehør
- Hæld det ønskede tilbehør i en masse små skåle – hold det til 4-5 forskellige toppings og en kombination af surt og sødt.