DIY: Bladtryk

Åh ja – efterår. Den smukkeste tid på året, hvis du spørger mig.
Jeg elsker simpelthen efterårets farver og selvom efteråret også byder på gråvejrsdage, mørke og kulde, så elsker jeg bare denne årstid.

I weekenden var vi ude og gå en tur i skoven. De første blade er allerede faldet ned, og min datter gik og samlede kogler, pinde og blade i skovbunden. Hvilket tog mig tilbage til sidste år, hvor vi samlede nødder og blade til bryllups dekorationerne.

Jeg samlede også en stak blade, som jeg lovede min pige vi skulle være kreative med. Hun kunne næsten ikke vente til vi kom hjem – men bladene var våde, så de skulle lige tørres, inden vi kunne kaste os ud i sjov med pensler og blade.

Dagens kreative indslag med blade blev til en snak om bladtryk og forsøg med forskellige bladaftryk ved hjælp af pensler, maling og vandfarve.


Blad omrids

Du skal bruge

  • Blade
  • Vandfarve
  • Papir

Det skal du gøre

  • Saml blade på jorden og læg dem til tørre når du kommer ind
  • Placér et (eller flere) blade på et stykke papir
  • Hold bladet på plads med et let tryk, mens du maler med vandfarver fra bladet og ud på papiret
  • Brug én eller flere farver

Tip: Hjælp barnet med at holde bladet på papiret, mens han/hun maler, så bladet ikke flytter sig.

Tip: Brug de flotte bladomrids til flotte, personlige kort.


Blad aftryk

Du skal bruge:

  • Blade
  • Maling
  • Papir

Det skal du gøre

  • Saml blade på jorden og læg dem til tørre når du kommer ind
  • Mal et lag maling på bladets bagside (hvor aftegningerne er tydeligst) – ikke for tykt
  • Læg bladet med malingsiden på et stykke papir og tryk forsigtigt
  • Fjern langsomt bladet

Tip: Hjælp evt. barnet med at få malingen godt fordelt på bladet, så laget ikke bliver for tykt. Et tyndt, jævnt lag giver det bedste, tydeligste resultat.

Tip: Lim de malede blade på et stykke papir, når I er færdige med at lave aftryk.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.