Snobrød

Så blev der endelig forårsstemning med solskin og fuglefløjt… Vejret er fantastisk og trods lockdown holder vi humøret oppe og nyder tiden med hinanden. Familie-kvalitets-tid – og weekenden har været fyldt med det!

Med tre uger til termin er det begrænset hvor meget kroppen kan holde til, men bagning går vi ikke galt i byen med… Og med en lækker røremaskine og verdens bedste køkkenhjælper går det let som en leg.
Vi har i det sidste tid bagt en masse lækre boller, kage og ikke mindst pandekager.

Idag har vi lavet bål i haven… Vi beskar træerne i haven igår, og når vi nu ikke kan komme af med haveaffaldet, så kunne det jo passende komme lidt grene på bålstedet i stedet for… Vi har generelt været gode til at komme ud i disse dage, og hvor er det bare fantastisk at have en stor pige på 2 år og 8 måneder, der selv kan tage støvler og (næsten) jakke på og løbe ud til gyngestativet og hygge sig i forårssolen. Jeg er virkelig fan af disse forårsfornemmelser!

Et billede af vores oase og bålsted fra i sommers

Og nu vi var igang ved bålet, så var det jo oplagt at lære datteren om bålregler og introducere hende for familie-bål-hygge med snobrød. Vi havde ingen snobrødspinde og måtte bruge grillspyd i stedet for, så tumlingen fik ikke lov til at sidde med en pind selv – tror heller ikke det havde den store interesse. Vi brugte vores grillspyd og placerede dem foran gløder og flammer – det fungerede super fint, meeeeen vi må hellere anskaffe nogle ordentlige pinde inden næste gang.

Vi valgte at lave helt neutrale snobrød idag, men scroll nederst på siden for at finde inspiration til alternative versioner.

Hvad putter du i snobrødsdejen??
Del gerne jeres gode idéer i kommentarfeltet nederst på siden!


Snobrød

Ca. 15 stk – 115 kcal pr. stk

Du skal bruge

  • 25 g gær
  • 3 dl lunken vand
  • 1/2 tsk salt
  • 1 dl havregryn (50 g)
  • 450 g hvedemel

Det skal du gøre

  • Vand og gær puttes i en skål og mixes til gæren er opløst
  • Tilsæt salt, havregryn og mel og ælt dejen godt
  • Sæt dejen til hævning et lunt sted i 40-60 minutter
    Sørg for en masse gløder på bålet imens
  • Del dejen i cirka 15 lige store dele (jeg gik efter en lille bolle størrelse)
  • Rul dejen til små “pølser” og vikl dem om spidsen på snobrødspinden
  • Bag brødene over gløderne til de er gennembagte og gyldne hele vejen rundt – jo mindre dej på pinden, jo nemmere er det at få et gennembagt snobrød, der ikke er blevet sort

God fornøjelse


Snobrød med fyld

Som nævnt længere oppe, så spiser vi som udgangspunkt bare snobrødene som de er – lune og røgede. Men ind imellem er det altså lækkert at pifte sine snobrød en smule op.
Ideelt for både voksne og børn.

De salte:

  • Pølsehorns-snobrød: Alt du skal gøre er at sætte en pølse på pinden og sno din dej rundt om.
  • Snobrød med ost: Tag en håndfuld revet ost og put i dejen når den er næsten færdig æltet. Prøv evt. rød cheddar! Dejen hæver som normalt og fæstnes på pinden som vanligt.
  • Snobrød med skinke: Tag godt 100 g skinkestrimler og put i dejen når den er næsten færdig æltet. Dejen hæver som normalt og fæstnes på pinden som vanligt.

De søde:

Jeg har endnu ikke givet mig i kast med de søde snobrød – men det er helt sikkert på min to-do-liste henover sommeren.

About

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

[TOP]