Glutenfrie bananmuffins med marcipan og chokoladestykker

I torsdags var det min fødselsdag, og der havde kæresten disket op med det helt store traktement. Andesteg med det hele! Og forkælelse i lange baner.

I sidste uge holdt vi halloween-fødselsdags-fest og idag var det så familien der stod for skud. Og der skulle selvfølgelig ikke mangle noget.

Nybagte boller og lune kager blev sat på bordet sammen med pålæg, frugt og lidt slik. Dagen gik med snak, hygge og Bezzerwizzer. Så nu er jeg også blevet fejret nok til at komme igennem det næste år også.

To slags muffins havde jeg valgt at sætte på bordet. Den ene med chokolade og den anden med banan. Ja eller banan og chokoladestykker. Mums de var gode.

Her får du bananmuffins der er fri for sukker, gluten og mælkeprodukter – ideelle til diverse allergier og diæter. Prøv selv.


BananmuffinsBananmuffins m. marcipan og chokoladestykker
(12 stk.)

2 modne bananer
2 æg
30 g. marcipan
1 spsk. kokosolie
1 spsk. Sukrin
30 g. affedtet mandelmel
30 g. kokosfibermel
1 tsk. vaniliepulver
1 tsk. bagepulver
30 g. chokolade (70%)

  • Bland dit mandelmel sammen med kokosmel, Sukrin, vaniliepulver og bagepulver i en skål
  • Mos bananerne med en gaffel
  • Marcipanen rives på et rivejern
  • Bland bananer, æg, marcipan og kokosolie i en skål
  • Tilsæt melet lidt ad gangen og rør godt
  • Hak chokoladen i grove stykker og vend i kagedejen
  • Fordel dejen i dine muffinsforme (ca. ¾)
  • Bages i en forvarmet ovn ved 175º (varmluft) i ca. 17 minutter
  • Tag ud af ovnen og stil til nedkøling inden de evt. pyntes og serveres

Topping:
Drys evt. lidt revet chokolade på toppen mens muffins’ene er helt varme eller brug kakaotoppingen fra denne opskrift. Kan også spises uden topping!

Bananmuffins

Bananmuffins

Bananmuffins

Leave a Reply