Engelsk jul: Mince Pie

Bag julekaldenderens første låge tager jeg dig med en tur over Nordsøen til de engelske jule traditioner.

Den engelske jul minder langt hen ad vejen om den amerikanske jul, som de fleste af os nok kender fra tv. Med julegaver i nattøj den 25. december, misteltenen og kulørte lamper. Men vidste du, at der til en rigtig julefest også hører sig knallerter og farverige festhatte til?

Derudover har de kæmpe julemarkeder i byerne, med lækkerier fra nær og fjern, og butiksruderne bugner af den ene fantastiske opstilling efter den anden. Har man ikke været i England ved juletid, kan dette klart anbefales!

Juleaften (christmas eve) hænger børnene deres julesok på kaminen i håb om at julemanden bringer dem gaver, Næste morgen (den 25. december – christmas day)  samles familien om pakkerne i deres nattøj og ved frokosttid samles hele familien til julemiddag, hvor der bl.a. serveres gås eller kalkun, forskellige postejer og den berygtede christmas pudding.

Christmaspudding vil jeg ikke udsætte mig selv, eller jer, for! Jeg har smagt det, og har intet behov for at genopleve denne smagsoplevelse lige foreløbigt. Traditionelt set består christmas pudding af tørret frugt, oksetalg, sukker, krydderier og hvedemel!
Da jeg boede i England, skulle vi selvfølgelig prøve en klassisk “julefrokost”. Menuen var bestilt på forhånd, og jeg tænkte at christmaspudding lød som en vanvittigt lækker dessert, og bestilte derfor denne. Da vi sad ved bordet opdagede jeg at jeg var den eneste der havde bestilt desserten, og de andre spurgte om jeg vidste hvad jeg havde bestilt. Det gjorde jeg ikke, og det syntes de var meget underholdende. Der var nemlig ikke nogen af dem, der brød sig om desserten – faktisk mente de ikke at der var nogen englændere, der kunne lide christmaspudding!
Og for at køre en lang historie lidt kortere, så endte jeg med at lade desserten stå – det var ikke noget for mig!

I stedet har jeg valgt at lave en low carb, gluten- og sukkerfri udgave af den engelske mince pie.

Mince pie er en gammel juletradition, der stammer fra Middelalderen.
Oprindeligt var mince pie en stor tærte, bestående af hakket kød fra bl.a. kylling, agerhøns, duer, harer, kanin, unghaner, fasaner, lever, får, okse- eller lammetunge, blandet med frugt, frugtskal og sukker. Sidenhen blev der tilføjet krydderier – øjensynligt for at dække over smagen af fordærvet kød, og med tiden er kødet også blevet erstattet af mere og mere frugt, for idag slet ikke at indeholde kød.

I dag er mince pie en lille mørdejspakke, fyldt med mince meat, bestående af frugt, brun farin, krydderier der evt. ligger i lage i cognag, whiskey, rom o.l.

Min version er dog uden alkohol, men måske man skal eksperimentere med en lage ved en senere lejlighed!?

Merry Christmas ♥


MincePieMince Pie
(ca. 8 stk.)

Denne opskrift består af to dele: Mørdej og Mince Meat

Mørdej
150 g. affedtet mandelmel
2 tsk. fiberhusk
50 g. sukrin melis
50 g. smør
1 æg

  • Mandelmel, fiberhusk og sukrin melis hældes i en skål
  • Smøret smuldres heri
  • Slå ægget ud i dejen og ælt dejen, til den får konsistens som en smidig mørdej
  • Stil mørdejen i køleskabet i ca. ½ time – så er den nemmere at rulle ud
  • Imens laves tærtefyldet


Mince Meat

½ dl. vand
1 æble
100 g. tørret frugt (jeg brugte ananas, melon og papaya)
1 spsk. smør
1 knsp. muskatnød
20 g. mandler

  • Smøret smeltes i en gryde
  • Æblet skrælles, kernerne skæres ud og æblet skæres i små stykker
  • Når smøret er smeltet puttes æbler, tørret frugt og vand i gryden
  • Lad små simre til frugten bliver helt blød (ca. 15 minutter)
    Det skal helst være en tyk mos – mas gerne frugten med en gaffel. Grøden må ikke være for tynd
  • Tilsæt muskatnød og rør godt rundt
  • Sluk for varmen
  • Stil “grøden” til nedkøling
  • Mandlerne hakkes i mindre stykker (halve/kvarte)
  • Vend mandlerne i grøden

Tærterne
Nu er dejen og tærtefyldet klar. Så skal du bare have samlet tærterne og bagt dem i ovnen.

  • Del dejen i tre klumper (to til selve tærterne og en til låg)
  • To af klumperne rulles ud på bordet mellem to stykker bagepapir
    (men hvis du er doven kan du blot forme dejen direkte i muffinsformene og nøjes med at udrulle “låget” – det gjorde jeg)
  • Dejen lægges i muffinsformene
  • Fyld lidt af dit mince meat i formene
  • Tag den sidste klump dej og rul ud mellem to stykker bagepapir
  • Skær en cirkel, der passer i størrelsen på dine muffins
  • Luk tærterne godt sammen
  • Bages i en forvarmet ovn ved 170º (varmluft) i ca. 15 minutter

 

 

MincePie

MincePie

Leave a Reply