The one with all the cheesecakes: Portionsanrettet strawberry cheesecake

Jeg hører til den gruppe af mennesker, der har set venner (org. friends) uendeligt mange gange, og kan fortsætte med at se afsnittene, selvom jeg efterhånden kan dem udenad. Et af mine bedste køb, var da jeg købte serien på dvd, og har da også været dem igennem et par gange.

Et af mine yndlingsafsnit er det afsnit der hedder “the one with all the cheesecake” og titlen passede jo perfekt til dagens bageprojekt.
Er du ikke helt med på hvilket afsnit jeg mener, så er det dét, hvor Chandler og Rachel får leveret verdens bedste cheesecake ved en fejl, og “kommer til” at spise kagen. Endnu en cheesecake bliver leveret, de forsøger at modstå kagen, men ender med at spise den direkte fra gulvet med et par gafler!

Nåh, men… Tilbage til det vigtige: Kagen!

Jeg har stadig mega mange jordbær i køleskabet – ja eller det vil sige at jeg har fået en ny forsyning med hjem fra svigermors jordbærrækker. Så en ny jordbæropskrift skulle der til, og jeg tænkte at det var tid til en rigtig cheesecake på bloggen. Du ved – sådan en no-bake cheesecake med kiksebund.. Okay den er ikke helt no-bake, for kiksene skal altså lige laves, men når først kiksene er bagt, så er der heller ikke mere, der skal bages.

Opskriften giver fire cheesecakes, lavet i rammekiner, men jeg kunne kun spise en halv, så der er altså cheesecake nok til mange!! Denne opskrift skal helt sikkert bruges igen, og jeg har allerede mange idéer til de næste par cheesecakes, der skal serveres herhjemme.
Bare der snart kom gæster, så man havde en undskyldning for at prøve igen 😉


CheesecakeStrawberry Cheesecake
(4 stk.)

Denne cheesecake består af tre dele: Bundene, fyldet og geléen.

Bundene
1 bæger pasteuriseret æggehvide* (40 ml.)
3 spsk. sukrin melis
1 spsk. kokosolie (flydende)
50 g. affedtet mandelmel
40 g. kokosfibermel

10 g. blødt smør

*Almindelig æggehvide kan også bruges

  • Æggehviden hældes i en skål og piskes helt stiv med håndmixeren (du skal kunne vende skålen på hovedet) Tilsæt herefter 1 spsk. sukrin melis ad gangen og pisk sammen med æggehviderne
  • Kokosolien blandes forsigtigt i de stive hvider med en ske
  • I en anden skål blandes affedtet mandelmel og kokosfibermel, der hældes i æggemassen lidt ad gangen, mens man rører rundt med en ske
  • Dejen bliver meget smuldret og “tør”
  • Når al melet er blandet i, samles dejen med hænderne
  • Placér dejen mellem to stykker bagepapir og rul den tynd med en kagerulle (det gør ikke noget at dejen går fra hinanden, da den jo alligevel skal smuldres efter bagning)
  • Bages i en forvarmet ovn ved 160º (varmluft) i ca. 15 minutter (til dejen er gylden)
  • Lad nedkøle på en rist*
  • Når den er helt nedkølet brækkes kiksene i helt små stykker og blendes i en minihakker sammen med 2 spsk. vand
  • Tilsæt de 10 g. smør og bland det sammen med kiksesmulderet
  • Kikseblandingen fordeles i de små forme, beklædt med husholdningsfilm, og trykkes godt sammen i bunden – stil på køl mens fyldet laves

*Jo længere tid kiksene står efter bagning, jo mere knasende bliver de. Kan med fordel bages et par dage i forvejen.

Cheesecake

Fyldet
7 bl. husblas
300 g. flødeost (ikke light)
140 Skyr*
5-6 spsk. sukrin melis
1½ tsk. vanilje
1½ tsk. citronsaft

*Græsk yoghurt eller et andet fast, syrnet mælkeprodukt kan også bruges

  • Husblas’en lægges i blød i en skål vand
  • Flødeost, skyr, sukrin melis og vaniljepulver piskes godt sammen
  • Tilsæt citronsaften og vend forsigtigt i massen
  • Knug husblas’en fri for vand og smelt den over et vandbad
  • Hæld husblassen i osteblandingen i en lind stråle, mens du rører grundigt rundt
  • Fordel blandingen over kiksebunden og stil på køl i et par timer

Cheesecake

Jordbærgelé
3 bl. husblas
200 g. jordbær (friske ell. fra frost)
1 spsk sukrin
1½ dl. vand

  • Husblas’en lægges i blød
  • Når kagen er helt nedkølet, laves geléen
  • Jordbær og sukrin hældes i en gryde sammen med vandet
  • Lad det koge i 15-20 minutter – rør forsigtigt i gryden, uden at mose bærene
  • Hæld jordbærsaften igennem en si
  • Knug husblas’en fri for vand og rør den i jordbærsaften mens den stadig er lun
  • Lad saften køle lidt ned inden den hældes over ostekagen, men vær opmærksom på at den ikke begynder at stivne.
  • Hæld langsomt saften over kagen (OBS: Hælder du saften på for hurtigt, eller mens den er for varm bliver geléen grumset)
  • Stil kagen på køl i yderligere et par timer

Inden servering tages kagen ud af formen og pyntes evt. med friske jordbær.

Leave a Reply