Sukkerfri jordbærmarmelade m. chiafrø

Tom for ord? Så tal om vejret!

Sommeren har endelig fundet vej til Danmark og temperaturen taler for bare arme og ben, bikini, strand og poolparties. Kolde drinks, is og lette aftenmåltider!
Sol og varme bringer glæde og positivitet – ja og så er de lækreste, røde bær dukket frem i de danske haver, og fylder mine newsfeed på både Facebook og Instagram!

Det er blevet jordbærsæson!

Jeg er så heldig at have en svigermor, som har plantet MEGA mange jordbærrækker, og det betyder MEGA mange jordbær – også til mig! Og de smager bare SÅ godt – 1.000 gange bedre end dem, man kan finde i butikkerne!!

Så kommer spørgsmålet til 1.000.000 bare!! Hvad skal man bruge alle de bær til?
Nogle af dem er blevet spist, når lækkersulten har meldt sig, andre har været med i madpakken. Nogle er blevet spist med mælk på, andre er kommet i lækre desserter. De sidste – de er blevet lavet til syltetøj/marmelade.

Ved du ikke hvordan du skal få brugt dine lækre jordbær, så læs indægget her, hvor jeg har samlet alle mine opskrifter med jordbær.

Jeg har haft lidt problemer med at finde ud af om jeg skulle kalde det for syltetøj eller marmelade, for hvad er forskellen egentligt? Heldigvis kunne Google hjælpe mig med svar på spørgsmålet. Eller i virkeligheden fandt jeg svaret på denstordanske.dk, men Google ledte mig i den rigtige vej..!
Forskellen er traditionelt set at syltetøj er mere tyndt i det, hvorimod marmelade er stiv – mere gelé agtig. Idag er forskellen mere udlignet og man køber en mellemting i butikkerne. Sådan er det også med denne syltetøj/marmelade – den er ikke flydende, men heller ikke som gelé – mere sådan en mellemting!
Så blev vi også lidt klogere idag….


Strawberry jamJordbærmarmelade m. chiafrø
(ca. 1 glas)

½ dl. vand
400 g. jordbær
½ tsk. citronsaft
2 spsk. sukrin gold*
1 spsk. sukrin melis*
1 tsk. vaniljepulver
3 spsk. chiafrø

*Frosne jordbær er ofte lidt mere syrlige end friske jordbær, så bruges der frosne bær, skal der evt. lidt mere sødning til.

  • Vandet hældes i en gryde sammen med jordbær, citronsaft, sukrin gold og vaniljepulver
  • Lad blandingen koge – ca. 15-20 minutter.
  • Når bærene er ved at være godt kogte moses disse med en gaffel – er man ikke til bærstykker i sit syltetøj kan man med fordel bruge stavblenderen
  • Lad bærblandingen køle lidt ned
  • Find et passende syltetøjsglas og skold det godt med kogende vand
  • Når syltetøjet har kølet lidt (20 min) røres chiafrøene i – rør godt rundt.
  • Hæld dit syltetøj i glasset og luk det godt, så der ikke kommer luft i (Brug evt. lidt husholdningsfilm ved låget)
  • Stilles på køl til næste dag

Nyd dit hjemmelavede jordbærmarmelade i et par nybagte pandekager eller på en friskbagt bolle!

 

Leave a Reply