Cowboy food: Burritos m. oksekød og bønner

Jeg følte mig lidt som en moderne (kvindelig) cowboy, da jeg biksede denne ret sammen. Jeg kan sagtens forestille mig at stå med gryden, over bål, og røre ihærdigt!! Men som den moderne cowboy jeg er, rørte jeg ihærdigt rundt over komfuret og hentede mit oksekødet i en køledisk!!

Denne ret opstod sådan lidt ud af det blå… Der var oprindeligt noget helt andet på menukortet, men da vi kom til at spise sen frokost, var sulten ikke så stor!!

Kæresten og jeg havde forskellige visioner om denne ret, og I ved nok – for mange kokke fordærver maden! Så vi slog sten-saks-papir om det! Det tog 6 runder før én af os vandt – og vinderen blev mig! I det vilde vesten havde man nok klaret det med en skud-duel, men vi holdt os til en mere fredelig en af slagsen!

Fyldet i disse burritos minder en del om chili con carne! Dog i en lidt mildere version! (Når jeg laver chili con carne skal den helst brænde lidt i munden!)
Og jeg elsker chili con carne, så I kan nok forestille jer min begejstring, da jeg satte tænderne i denne herlighed!!  Jeg var i himlen og spiste også lidt for meget! Men det var bestemt det hele værd!!


BurritoBurritos m. oksekød og bønner
(6 stk.)

500 g. oksekød
1 stort løg
1 rød peberfrugt
3 tsk. tomatpuré
Salt, peber 1/2 tsk. chiliflager, 1-2 tsk. allroundkrydderi
1/2 chili (kan undlades, for en mildere version)
1 ds. baked beans

¼ fint hakket hvidkål

6 sesamtortilla wraps*

  • Hæld ½ dl. vand i en gryde og brun kødet heri
  • Imens kødet brunes hakkes løg og peberfrugt i helt fine stykker
  • Når kødet er brunet tilsættes løg og peberfrugt
  • Tomatpuré’en vendes forsigtigt i
  • Rør godt rundt i gryden
  • Tilsæt krydderierne
  • Ønser man en stærk udgave kan man med fordel tilsætte noget frisk, finthakket chili.
  • Tilsæt bønnerne og skru helt ned for varmen
  • Rør godt i gryden og lad småsimre på komfuret mens pandekagerne laves
  • Når pandekagerne er klar lægges lidt revet hvidkål i midten af pandekagen. Oksekød og bønner lægges ovenpå. Rul sammen og nyd den mens den er lun.

*I stedet for sesamwraps kan man også bruge kikærtewraps eller æggewraps.

Leave a Reply