Grillede bananer med kanel og vaniljeis

Uhmm… Lørdag = dessertdag!
Og når der nu alligevel er tændt op i grillen, så kan man jo lige så godt lave desserten dér på også!

Jeg kan ikke huske hvor idéen til denne dessert kommer fra, men det er en dessert jeg kun har fået sammen med min kæreste. Det er så at sige vores dessert. Og heldigvis var den ikke svær at få til at passe ind i vores stadigt relativt nye spisevaner!

Første gang vi fik denne dessert var da jeg boede i min ungdomsbolig og lige havde fået grill! Sådan en lille smart lilla en af slagsen! Vi var blevet trætte af at jagte hele byen rundt efter engangsgrill – som man slet ikke kan finde i butikkerne, når det er vinter!! Så nu skulle det være nemt at grille.
Nemt var det dog ikke! Sådan en kulgrill var absolut ikke nem at håndtere og det tog altid en evighed før kullene var klar! Og når grillen så endelig var varm nok, så gik der ikke ret længe før de var kolde igen! Så man skulle ikke tilberede store stykker kød derpå! Og lad os ikke komme ind på hvor beskidt det er, med sådan en kulgrill!!
Nej vi bandede den grill langt væk! Og så var vi tilbage på engangsgrillene!

Sidste år købte vi så en Weber gasgrill – en mini model, der står på altanen!! Og det var et af de bedste køb vi nogensinde har gjort! Nu griller vi året rundt, og maden bliver så lækker!

Igår skulle der så for første gang (i år) laves grillede bananer med kanel og is!
Af ren og skær dovenskab blev det til købeis (den fra isis) men man kan sagtens lave sin egen vaniljeis også!
Det smagte lige så lækkert som jeg huskede det!!


Grillbanan m. kanel og vaniljeis
(1 person)

1 banan
2 kugler vaniljeis (sukkerfri – jeg bruger den fra ISIS)
1 tsk. “kanelsukker” (kanel blandet med sukrin gold i forholdene 1:2)

  • Læg bananen på grillen til skallen er helt sort – den skal ikke vendes, den passer sig selv. Vær opmærksom på at bananen ikke skal lægge direkte over flammerne .
  • Når bananen er færdig åbner man skrællen og tager den varme banan ud.
  • Drys med kanelsukker
  • Serveres med isen ved siden af. Pynt evt. med lidt revet mørk chokolade eller frysetørret jordbær

TIP: Denne dessert kan også sagtens laves i ovnen v. 200º – hvis det nu ikke er grillvejr eller hvis grillen går ud!

Leave a Reply