Glutenfrie spinatvafler til sandwich

Ak ja…. Først var det international pandekagedag… Så var det international nutella dag… Og nu er det mindsanten også international vaffeldag! Hvad mon det næste bliver? Ak ja…! (føler mig en smule gammel når jeg kommer med sådanne udtalelser, men det er vel noget der kommer med alderen!!)

I min verden har vafler altid været en dessert. Serveret med søde ting ved siden af. Men hvem har egentligt bestemt at vafler skal være usundt??? Ikke mig!! Jeg siger: “spis vafler morgen, middag og aften!”

For vafler behøver faktisk ikke at være usunde!
Byt det søde ud med det salte. lidt grønt og vupti …. Vaffeljernet kan tages frem mere end to gange om året!

Jeg har ikke noget fancy vaffeljern, der kan en helt masse! Jeg har en gammel rund sag, der kan lave hjerte-vafler!
Faktisk er mit vaffeljern et arvestykke!!
Da min oldemor døde i 2008, fik vi oldebørn lov til at på skift vælge en/nogle ting vi gerne ville have med fra min oldemors hjem! Jeg valgte selvfølgelig nogle nipsting, der repræsenterer min oldemor, men den tredje ting jeg valgte. Det var hendes vaffeljern. Jeg mindes ikke at jeg nogensinde har fået vafler hjemme hos min oldemor, men jeg stod lige og manglede et vaffeljern! Ak så fornuftig en 19-årig jeg var!
Men faktisk skænker jeg hende en lille tanke hver gang jeg tager det frem, så i virkeligheden var det jo et super godt valg jeg traf dengang, selvom mine fætre/kusiner kiggede en smule underligt på mig!
Men jeg er glad for mit vaffeljern! Og glæder mig til at tage det i brug meget oftere end hidtil!


VaflerSpinatvafler
(5-6 stk.)

100 g. spinat (jeg bruger spinat fra frost)
1 æg
2 æggehvider
100 g. hytteost
1 spsk. FiberHusk
½ tsk. salt
1 tsk. bagepulver

  • Spinaten hakkes i små stykker og hældes i en skål
  • Tilsæt de øvrige ingredienser og blend dem godt sammen – så der ingen klumper er i dejen (jeg brugte stavblenderen)
  • Mit vaffeljern kræver lidt fedtstof, så jeg smelter altid lidt smør på pladen inden dejen fordeles.
  • Dejen fordeles i vaffeljernet – brug ca. 1 (stor) spsk. pr. vaffel
  • Luk vaffeljernet og vent til vaflen er sprød
  • Tag vaflen a’ med en gaffel.
  • Gentag til der ikke er mere dej.

Serveres med lækkert fyld – f.eks. smøreost, ruccola, agurk og stegt kylling

  • Vaflen smøres med smøreost (f.eks. Buko Garlic) på halvdelen. 
  • Ovenpå lægges salat, agurk og kylling
  • Vaflen bukkes på midten og så er det en vaffelsandwich

1 Comment

Leave a Reply