Proteinrige brunch pandekager

Pandekager – mit nemisis!

Nu står vi her igen.

Ingredienserne er rørt sammen og den første klump dej ligger på panden!

Westernmusik spiller i baggrunden, og lægger an til den duel, der snart vil stå som intet andet end et minde.

Vi står nu overfor hinanden.
Med paletkniven i hånden er jeg klar til at vende dig. Jeg tøver! Det er længe siden at sejren har været min.

Utallige opskrifter har været afprøvet, men hver gang besejrer du mig og min pandekagedrøm slukkes. -Men jeg giver ikke op! Idag er jeg fast besluttet på at det skal lykkes. Ikke flere pandekager i skraldespanden!
En svedperle løber fra panden.

Nu er det nu!

Med rystende hånd stikker jeg paletkniven ind under dig, løsner dig fra panden. Du sidder ikke fast! Tør jeg håber? Kan det virkelig passe?
Jeg vender pandekagen – Succes! Men jeg jubler ikke endnu – jeg  være sikker.

Jeg føler mig modig og hælder hele to klumper pandekagedej på panden. Jeg holder vejret og væbner mig med tålmodighed og min paletkniv. Jeg gør klar til endnu en duel, trækker min paletkniv og kniber en tåre!

Sejren er min!


Protein brunch pandekager med hytteost Brunch pandekager, hytteost
(ca. 18-20 stk)

100 g. mandler
250 g. hytteost
2 æg
2 ekstra hvider
1 dl. mælk*
1 tsk. kardemomme
1 spsk. sødning (jeg brugte Sukrin)
½ tsk. citronsaft
lidt kokosolie til stegning

*for en mælkefriudgave kan man benytte et ekstra æg!

  • Mandlerne hakkes til mel i en hakkemaskine eller med stavblenderen
  • Når mandelmelet er klar hældes hytteosten, æg og æggehvider i skålen og de piskes godt sammen med elpiskeren, til der ikke længere er klumper i dejen.
  • Tilsæt mælk (hvis man spiser LCHF eller vil undgå mælkeprodukter, kan man blot tilsætte et ekstra æg), kardemomme, Sukrin og citronsaft
  • Pisk det hele godt sammen og lad hvile mens panden varmer op
  • Hæld lidt kokosolie på panden og lad det opvarme ved svag varme
  • Fordel lidt pandekagedej på panden (ca. ½ dl. pr. pandekage) – jeg kunne lave tre a’ gangen
  • Vent tålmodigt og når dejen ikke længere er flydende ovenpå kan du forsigtigt vende din pandekage.
  • Lad pandekagerne ligge lidt tid på en tallerken inden du stabler dem – så bliver de sprødere

God fornøjelse!

TIP: Tålmodighed og svag varme er nøglen til succes!

Servering: Serveres med alverdens lækre bær, sukkerfri nutella eller marmelade, flødeskum, mousse af bær, chokolademousse eller noget helt helt andet!

 

Leave a Reply