Græskar skiver i svøb




Well hello stranger, fristes man nærmest til at sige!
For bloggen har vitterligt sejlet sin egen sø det sidste meget lange stykke tid.

Men nok om det – ingen grund til at dvæle ved den dårlige samvittighed – for nu er jeg her! Om ikke andet, så for en stund!

… Det er blevet efterårsferie! Og i år har jeg lavet en dejlig (lang) liste over alle de ting jeg gerne vil nå. Kæresten (ja vi er altså ikke blevet gift i mit fravær) har ikke ferie, så herhjemme er der kun mig og muslingen – min nu 15 mdr. gamle datter. Nøj hvor der hygges! Men når hun alligevel sover til middag, kan jeg jo ligeså godt have noget og give mig til – deraf min liste!
De fleste punkter på listen er bare kedelige, huslige husejer pligter! (jep! Vi blev husejere for to måneder siden) Men jeg har også sneget et par personlige opgaver ind, og et af punkterne var minimum én ny opskrift til bloggen!

Igår blev til en god udtømning og rengøring af fryseren samt en masse praktisk i haven – og selvfølgelig en lille sidegevinst, at suge så meget sol til mig som overhovedet muligt! I dag var desværre mere overskyet og bød på indeprojekter – i dagens anledning sortering af billeder på telefon og computer samt en helt ny opskrift!!

Jeg er faktisk vildt stolt af mig selv!!!!
Ikke bare fordi jeg har lavet en ny opskrift, men at jeg faktisk har haft lyst til at kaste mig ud i noget nyt! Det er godt nok længe siden jeg har haft det sådan! Jeg håber det fortsætter…. Jeg savner min blog!

Hvordan står det til ude i jeres verdener?

Dagens opskrift blev serveret til aftensmaden – og var et hit hos både den grøntsags-forskrækkede mand og den kød-forskrækkede datter. Jeg overvejer at servere den om et par uger, når jeg skal holde fødselsdag med 3-retters menu!


Græskar skiver i baconsvøb

½ hokkaido græskar
2 pk bacon

  • Tænd ovnen på 220° (varmluft)
  • Græskaret skylles godt og skæres i to halve
  • Pil indmaden ud (med f.eks. en ske)
  • Skær tynde skiver af græskaret (ca- 1 cm tykkelse)
    Behold bare skrællen på – det kan sagtens spises
  • Rul 1-2 skiver bacon om hver skive og placér på en bageplade beklædt med bagepapir
  • Når alle skiver er blevet svøbt i bacon, sættes pladen i den varme ovn
  • Lad bage i 25-30 minutter

Voilá!!

Serveres med et godt stykke kød og en stor portion salat – beregn da cirka 2 skiver pr. mand! God fornøjelse!

Leave a Reply